Indflytning på plejehjem

Når du flytter på plejehjem, er der en række ting, du skal vide. Her på siden kan du læse om hjælp til flytning. Find også en huskeliste over alle de ting, du skal huske, når du flytter på plejehjem.

Når du flytter på plejehjem, får du din egen bolig.

Du medbringer dine egne møbler, billeder, lamper, tv, radio, gardiner osv. Der vil dog altid være en plejeseng i din bolig.

Som udgangspunkt skal du selv stå for at flytte ind i boligen, indrette den, hænge gardiner op m.m. Du kan dog søge kommunen om hjælp til flytning, hvis du ikke har nogen pårørende, der kan hjælpe dig, eller hvis du ikke har råd til at betale for et flyttefirma. 

hvert plejehjems egen side kan du under 'Praktisk information' læse, hvis der er bestemte forhold, som du skal være opmærksom på i forbindelse med indflytning.

Søg om hjælp til flytning

Du kan søge kommunen om at få hjælp til at flytte på plejehjem, hvis du er svækket fysisk eller psykisk og ikke har nogen pårørende, der kan hjælpe dig.

Hjælpen kan fx være, at et flyttefirma pakker dit hjem ned og flytter dine ting, og at du får hjælp til at indrette din nye bolig.

Kommunen kan også hjælpe dig med at melde flytning, søge boligstøtte og andre praktiske ting i forbindelse med din flytning.

Du skal kontakte din lokale visitation, hvis du vil søge om hjælp til at flytte på plejehjem.

Huskeliste

Klik for at udvide boksene.

Meld flytning til Folkeregistret

Du skal senest melde flytning til Folkeregistret, fem dage efter du er flyttet ind i din nye bolig.

Meld flytning

Hvis du er fritaget for Digital Post, skal du kontakte Københavns Borgerservice på 33 66 33 66.

Fuldmagter

Det kan være en god idé at give en af dine pårørende en fuldmagt til fx at læse din Digitale Post, betale din regninger og lignende, hvis du ikke længere selv kan dette. 

Læs mere om fuldmagter

Testamente: Pleje- livs- og behandlingstestamente

Det kan være en god idé at lave et plejetestamente, et livstestamente og/eller et behandlingstestamente. 

Plejetestamentet er vejledende og beskriver, hvordan du gerne vil leve dit liv, hvis du en dag ikke længere selv er i stand til at give udtryk for det. 

Livs- og behandlingstestamenterne handler om dine ønsker for behandling for sygdom. 

Hvis du har lavet et pleje-, livs- eller behandlingstestamente, er det en god idé at fortælle plejehjemmet om det, når du flytter ind.

Skift læge

Du bestemmer selv, om du vil beholde din gamle læge, eller om du vil skifte til en ny læge tættere på plejehjemmet.

Mange plejehjem har også en fast læge tilknyttet plejehjemmet, som du har mulighed for at vælge.

Læs, hvordan du skifter læge

Lejekontrakt og boligselskab
  • En bolig på et renoveret plejehjem udlejes af et boligselskab. Når du har fået tilbudt en bolig, sender boligselskabet en lejekontrakt til dig, som du skal underskrive. Boligselskabet sørger for, at din bolig er klar til indflytning.
     
  • En bolig på et ikke-renoveret plejehjem udlejes af kommunen. Når du har fået tilbudt en bolig, sender kommunen et boligdokument til dig, som blandt andet oplyser om boligens størrelse, husleje og udgifter til varme og el. Kommunen sørger for, at din bolig er klar til indflytning.