Hverdagen i Bomi-Parken
Mange af vores aktiviteter foregår i vores aktivitets- og træningsrum og kan fx være fester, musik, sang, banko, quiz, film, spille spil, lave kreative ting, besøg i gårdhaven eller ture ud af huset.
Alle hverdage tilbyder vi fællesgymnastik for dem, der har lyst. Her bevæger vi kroppen igennem til glad musik.
Vores træningssal har også åbent i dagtimerne, hvor du kan få støtte og vejledning til at træne på maskiner.
Interesse- og debatgrupper
Vi har også interessegrupper, hvor du kan mødes med andre beboere om fælles aktiviteter, fx sang, musik, højtlæsning, Wii og billard.
Derudover har vi debatgrupper, hvor du kan mødes med andre beboere og diskutere forskellige emner. I dagtimerne kan du få hjælp og vejledning til forskellige håndarbejds- og håndværksaktiviteter.
Vores aktiviteter skifter løbende alt efter dine og de andre beboeres ønsker.
Gudstjeneste
Præsten fra Højdevangskirken holder sammenkomst i Bomi-Parken én gang om måneden.
Hvis du gerne vil til gudstjeneste i kirken, kan vi bestille en kirkebil, der henter dig.
Mærkedage og højtider
I Bomi-Parken er vi glade for at fejre forskellige mærkedage og højtider.
Vi fejrer fx sankthans, påske, jul, halloween og fastelavn. Vi pynter op til alle festerne, spiser god mad og inviterer ofte børn fra lokalområdet til at være med.
Vi fejrer også Æblets dag ved at lave æbleretter og presse æblemost, og vi fejrer Kartoflens dag med kartofler og snaps til maden. På den årlige Demensdag bager vi ’huskekager’.
Vi fejrer også altid din og andre beboeres fødselsdag: Vi hejser flag i gårdhaven, og fødselaren bestemmer dagens menu og har mulighed for at bestille lagkage i køkkenet.
Fællesarealer
Bomi-Parken har store fælles opholdsrum med køkken i hvert af plejehjemmets fem teams. I opholdsrummene kan du spise eller deltage i aktiviteter.
Alle opholdsrum har udgang til terrasse eller altan.
Bomi-Parken har også et træningsrum, en café (Café Bomi) og en it-café.
Udenfor har vi en hyggelig lukket gårdhave og en petanquebane.
Vi har også et stort telt med plads til 200 personer. Teltet står fremme hele sommerhalvåret, hvor vi bruger det til fester og forskellige arrangementer i hverdagen.