Profilplejehjem

Københavns Kommune har otte profilplejehjem, der har særligt fokus på blandt andet sport, mangfoldighed, mad og LGBT.

Her kan du læse om kommunens otte profilplejehjem.

Peder Lykke Centret på Amager er et plejehjem med fokus på mangfoldighed. Her bor mennesker sammen på tværs af etnicitet, kultur og sprog. Peder Lykke Centret henvender sig til borgere af enhver etnisk herkomst.

Plejecentret Hørgården på Amager har fokus på sport og leg. Plejehjemmet arrangerer sportslige begivenheder, spil og konkurrencer og arrangerer lege, fra dengang beboerne var børn.

Plejecentret Bonderupgård i Vanløse har fokus på udeliv og dyr. Plejehjemmet har kanariefugle, undulater, høns, papegøjer, kaniner, marsvin og hunde. Derudover har plejehjemmet også en sansehave med springvand, drivhus, urte-, grøntsags- og blomsterbede, som beboerne kan være med til at passe.

Rundskuedagens Plejecenter på Vesterbro har fokus på mad. Plejehjemmet har fx temamiddage, ture ud af huset til fx økologiske landbrug og gartnerier. Derudover viser plejehjemmet film og programmer med fokus på mad, fx Babettes gæstebud og Spise med Price.

Plejecenter Sølund på Nørrebro har fokus på musik. Plejehjemmet har fx en musikcafé og arbejder med mange forskellige former for musik, fx musikture, fællessang, rytmik og sanglege med børn.

Slottet i De Gamles By på Nørrebro har fokus på LGBT (bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner+). På Slottet kan LGBT-personer føle sig trygge og dele interesser med de andre beboere både med og uden LGBT-baggrund.

Ørestad Plejecenter på Amager har fokus på kunst og kultur. Du kan derfor se, høre og opleve kunst og kultur i hverdagen, og du har mulighed for selv at udfolde dig kunstnerisk.

Håndværkerforeningens Plejehjem i Emdrup har fokus på fag og håndværk. Plejehjemmet fokuserer på beboernes arbejdsliv og fag og den betydning arbejdsliv og fag har for beboernes identitet og livskvalitet.

 

Derfor har vi profilplejehjem

Formålet med Københavns Kommunes profilplejehjem er at imødekomme borgernes individuelle behov og interesser i endnu højere grad end tidligere.

Profilplejehjemmene giver mulighed for fællesskaber mellem beboere, som har de samme interesser.

På den måde er profilplejehjemmene med til at forebygge ensomhed og skabe flere valgmuligheder.