Servicepakke

Udgifter til mad, vask, rengøringsartikler m.m.

Som beboer på et plejehjem i Københavns Kommune har du mulighed for at købe en servicepakke.

Servicepakken indeholder forskellige ydelser, blandt andet mad, vask og rengøringsartikler. 

Det er frivilligt, om du vil købe servicepakken eller dele af den. Du skal blot være opmærksom på, at hvis du fx vælger mad eller toiletartikler fra, skal du selv lave mad og købe de ting, du skal bruge.

Københavns Kommune justerer servicepakkens priser hvert år.

Servicepakkens ydelser og priser (2020)
  • Fuld dagskost koster 124 kroner pr. dag (drikkevarer er inkluderet i prisen, undtagen kapselvarer) 
  • Varm hovedret, biret og to mellemmåltider koster 54 kroner pr. dag
  • Vask af privat tøj koster 182 kroner pr. måned*
  • Vask af privat linned koster 79 kroner pr. måned*
  • Vask og leje af linned koster 69 kroner pr. måned*
  • Toiletartikler koster 87 kroner pr. måned
  • Rengøringsartikler koster 51 kroner pr. måned
  • Vinduespolering koster 24 kroner pr. måned.

*Plejehjemmene tilbyder kun en eller to af ydelserne ’vask af privat tøj’, ’vask af privat linned’ og ’vask og leje af linned’. På de enkelte plejehjems sider kan du læse om, hvilke ydelser du kan vælge.

Find bestemt plejehjem

Der er forskel på, hvilke ydelser du kan vælge på de forskellige plejehjem.

På de enkelte plejehjems sider kan du læse om, hvilke ydelser du kan vælge på netop det plejehjem.

Det dækker de forskellige ydelser over

Klik for at udvide boksene.

Mad
  • Fuld dagskost (alle dagens måltider) – eller en varm hovedret, biret og to mellemmåltider.

Du skal framelde mad senest to dage i forvejen, hvis du vil undgå at betale for maden.  

Hvis du fravælger mad, kan personalet kun i begrænset omfang hjælpe dig med fx at åbne emballage eller smøre et stykke rugbrød. Personalet kan ikke hjælpe dig med at købe ind eller lave mad.

Vask af privat tøj

Dit tøj bliver vasket i maskine med flydende vaske- og skyllemiddel, og tøjet tørres. Dit tøj bliver ikke renset eller vasket i hånden.

Vask af privat sengetøj og håndklæder

Plejehjemmet eller et vaskeri vasker dit eget sengetøj og dine håndklæder.

Vask og leje af sengetøj og håndklæder

Du lejer sengetøj og håndklæder af et eksternt vaskeri, som også står for at vaske det.

Toiletartikler (leveres efter behov)

Toiletartikler består af:

  • Hårshampoo
  • Sæbe
  • Tandbørste, tandpasta og tandkrus
  • Brusetabletter til proteserens
  • Neglerenser, neglefile og neglebørste
  • Fugtighedscreme
  • Engangsvaskeklude
  • Toiletpapir.

Du får nye toiletartikler, når du har brug for det.

Du kan ikke fravælge dele af toiletartiklerne. Hvis du vælger toiletartikler helt fra, skal du dog være opmærksom på, at du eller dine pårørende selv skal sørge for at købe toiletartikler og sørge for, at de lever op til gældende arbejdsmiljølovgivning.

Rengøringsartikler

Rengøringsartikler består af: 

  • Alle almindelige rengøringsmidler og rengøringsklude
  • Rengøringsremedier (spande, støvsuger, gulvmoppe etc., som rengøringspersonalet medbringer)
  • Plastikposer, toiletbørste, papirhåndklæder og vinylhandsker (som ligger på dit eget badeværelse).

Alle rengøringsmidler er miljøvenlige og godkendt af arbejdsmiljønævnet.

Hvis du vælger selv at købe rengøringsartikler, skal du være opmærksom på, at de skal være miljøvenlige af hensyn til rengøringspersonalets arbejdsmiljø.

Vinduespudsning og -polering

Du får pudset og poleret vinduer både indvendigt og udvendigt hver 3. måned.