Institution

Bomi-Parken

Bomi-Parken

Gyldenrisvej 4
2300 København S
Danmark

Om Plejecentret

Plejecentret Bomi-Parken ligger på Amager i boligkvarteret Gyldenrisparken tæt ved Amagerbrogade. Gyldenrisparken er et område, der ud over Bomi-Parken, rummer både almennyttige-, ungdoms- og ældreegnede boliger. I området er der lavet hyggelige stier, så du kan gå dig en tur. Vi bor bag to store dagligvareforretninger, og der kører flere busser næsten lige uden for vores dør.

På Bomi-Parken bor der 86 beboere, og vi har fem ægtepar-boliger. Boligerne er fordelt i fem teams med 15 – 17 boliger i hvert team, heraf er en bolig en ægtepar-bolig. I hvert team har vi et stort fælles opholdsrum med køkken. Du har mulighed for at indtage dine måltider i fællesrummet, hvor vi også laver forskellige fælles aktiviteter, alt efter hvad beboerne har lyst til.
Til hvert team er der en overdækket terrasse og udgang til en mindre terrasse, som vi gerne bruger, når vejret tillader det.

Plejeboligen er dit hjem, og du selv bestemmer, hvordan du vil fortsætte familielivet, og om du vil have gæster i boligen. Der er plads til en sovesofa, og gæsteseng kan lånes. Der er et lille tekøkken og køleskab, så I kan lave kaffe og eventuelt et let, koldt måltid mad, når familien kommer.

Plejecentret Bomi-Parken er en selvejende institution stiftet i 1974 af Lungeforeningen Boserup Minde. I 2010 flyttede plejecentret til nybyggede og moderniserede rammer på Gyldenrisvej.

Hverdagen

Når du flytter ind i Bomi-Parken, får du en fast kontaktperson. Kontaktpersonen kan blandt andet hjælpe dig med at løse opgaver og besvare dine spørgsmål.

Aktivitets- og træningsrummene er samlingssted for alle beboere og daggæster. Her har du mulighed for at møde både andre beboere og ældre fra nærområdet, spille forskellige spil, læse dagens gratisavis eller lave kreative ting.
Vores aktiviteter planlægges af medarbejderne og meget gerne i samarbejde med dig, de andre beboere og pårørende. Det kan fx være fester, musik og sang, banko, quiz, film, besøg i gårdhaven eller ture ud af huset.                                               

På alle hverdag er der fællesgymnastik for alle, der ønsker at deltage. Her bevæger vi kroppen igennem til glad musik. Vores træningssal er åben i dagtimerne. Der har du mulighed for at få instruktion og støtte til træning i maskinerne.

På Bomi-Parken har vi også interessegrupper, hvor du kan mødes med andre beboere om fælles aktiviteter, fx sang, musik, højtlæsning og billard. I dagtimerne er der mulighed for hjælp og vejledning til forskellige håndarbejds- og håndværksaktiviteter efter dit ønske.

Vi har vores eget køkken i Bomi-Parken, som laver mad til hele huset. Her bliver maden også lavet til vores café, hvor du kan nyde en hyggelig frokost med dine pårørende. Maden er ca. 80 % økologisk.

Værdier

Bomi-Parken mener, at det er vigtigt og værdifuldt, at du sætter ord på, hvordan du ønsker, din hverdag skal se ud. Vi tager udgangspunkt i dine ressourcer, ønsker og særlige behov, især hvad angår den personlige pleje og omsorg og de aktiviteter, vi tilbyder.
Gennem bruger-/pårørenderådet får du, de andre beboere og pårørende mulighed for at diskutere og øve indflydelse på hverdagen i Bomi-Parken.

Den høje faglighed er vigtig for os, da vi tror på, at den giver større tryghed for dig. Derfor har alle medarbejdere en sundhedsfaglig uddannelse, og vi tilbyder dem løbende efteruddannelse og relevante kurser.

Ventetid:

30 personer / 81 boliger

Indskud

29500 - 37100 kr.

Pris

7646 - 9459 kr. inkl. varme og vand

Servicepakke

3865 kr. max pr måned

Boligareal

68,7 - 86,2 m2

Antal værelser

2
Boliger på plejehjemmet
81 boliger
Afstand til transport
200 meter
Afstand til indkøb
30 meter
Ægteparbolig
Ja
Altan
Nej
Husdyr
Ja
Eget tekøkken
Ja
Fælles have
Ja
Fælles gårdhave
Ja
Mulighed for internet
Ja
Mulighed for tilvalg af tv-pakke
Ja
Køkken på plejehjem
Ja
Egen bus
Ja
IT-faciliteter
Ja
Motionsrum
Ja
Frisør
Ja
Kiosk
Nej
Fodterapeut
Ja