Højdevangs Sogns Plejehjem

Arbejdspladsen

Billede
Græsplæne
På Højdevang Sogns Plejehjem opfordrer vi vores beboere og deres pårørende til at fortælle historier fra deres liv, så vi bedre kan forstå, hvem vores beboere er.

Arbejdspladsen

Højdevang Sogns Plejehjem er et demenscenter.

På plejehjemmet arbejder vi ud af Tom Kitwoods teori om personcentreret omsorg. Det betyder, at beboeren kommer i første række – med andre ord mennesket og ikke demenssygdommen.  

Vi fokuserer på beboerens ressourcer, personlighed, helbred og livshistorie. Vores erfaringer er, at forståelse, tillid, respekt og omsorg kan være med til at forhale sygdommens udvikling for mange af vores beboere. 

Især beboerens livshistorie er med til at give os en grundlæggende forståelse for, hvem de er. 

Som medarbejdere opfordrer vi derfor vores beboere og deres pårørende til at fortælle historier fra deres liv. Det er vigtigt for os, at vi tilrettelægger en respektfuld, tryg og meningsfuld hverdag, gerne i dialog med beboerens familie. 

Tid til den enkelte, samarbejde, arbejdsglæde og læring

På Højdevang Sogns Plejehjem er det vigtigt for os, at vores medarbejdere har de rette kompetencer, og at vi tilrettelægger vores arbejde med udgangspunkt i beboernes behov.

Det betyder for eksempel, at personalet har tid til at tale med de beboere, der har brug for en snak. Og at vi har tid til holde en beboer i hånden, som har brug for nærvær.

Vi arbejder også tværfagligt. Det gælder både internt på plejehjemmet og med vores samarbejdspartnere.

Vi samarbejder bl.a. med Københavns Kommunes demensfaglige rådgiver, hukommelsesklinikkerne i Region Hovedstaden og speciallæger i distriktspsykiatrien.

På plejehjemmet har den tværfaglige indsats på tværs af vores medarbejder en meget stor betydning i hverdagen.

Arbejdsglæde og et godt læringsmiljø er vores omdrejningspunkt på Højdevang Sogns Plejehjem. Vi lægger stor vægt på kompetenceudvikling og arbejder løbende med at blive endnu bedre i vores faglighed og i den måde, vi arbejder sammen på.

Bliv frivillig

På Højdevang Sogns plejehjem har vi en del frivillige, som er med til at arrangere aktiviteter for beboerne.

Som frivillig bestemmer du selv, hvad du gerne vil lave og hvor mange timer, du bruger på plejehjemmet.
 
Vi har altid brug for flere frivillige, der har lyst til at gøre en forskel for vores beboere.

Hvis du er interesseret i at blive frivillig på Højdevang Sogns Plejehjem kan du kontakte forstander Lotte Breum.

Medarbejdere

På Højdevang Sogns plejehjem er vi cirka 65 medarbejdere inden for følgende faggrupper: 

  • Sosu-hjælpere
  • Sosu-assistenter 
  • Sygeplejersker 
  • Fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykomotorisk terapeuter, pædagoger
  • Administrativ medarbejder 
  • Servicemedarbejdere 
  • Økonoma og køkkenpersonale.


 

Elever

Højdevang Sogns Plejehjem er godkendt som uddannelsessted. Vi har elever året rundt i begge afdelinger. 

Vi har sosu-assistent-elever i psykiatri praktik 2, som er en delt praktik med otte uger i demensområdet og otte uger i socialpsykiatrien i leve-/bomiljøer. 

Vi samarbejder med Mobil Studieunit i Københavns Kommune, der er med til at sikre rammer og vilkår på uddannelsesområdet.  

Som elev vil du være i kontakt med vores uddannelsesansvarlig og praktikvejledere, som alle er uddannede til at varetage vejlederopgaven.


 

MED-udvalget  

MED-udvalget mødes seks gange om året, hvor vi drøfter emner, der har betydning for vores arbejdsmiljø. 

Vi arbejder med et miljø- og ledelsessystem – det såkaldte Grøn Smiley-system.

Systemet sikrer, at vi gennemgår væsentlige elementer for miljø og arbejdsmiljø. Højdevang Sogns Plejehjem er certificeret efter internationale standarder.