PLEJECENTER

Klarahus

Mad & måltider

Billede
Stegt flæsk med persillesovs
På Klarahus laver vi selv vores mad.

Mad & måltider

Klarahus har sit eget produktionskøkken, som laver ernæringsrigtig, velsmagende og økologisk mad til dig og de andre beboere.  

Vi laver al den varme aftensmad fra bunden af årstidens råvarer, vi bager selv brød og kager, og vi laver supper, beriget is og drikke og meget mere.

Vi forbereder også pålæg, salat eller lune retter til frokosten. 

Klarahus' køkken har en målsætning om, at vores mad og måltider skal være minimum 90 procent økologiske, at vi skal bruge årstidens råvarer, og at vi så vidt muligt skal undgå madspild. 

Køkkenet er desuden bemandet med ernæringsfagligt uddannet personalet fra morgen til aften.

Morgenmad

Morgenmaden består typisk af brød med smør, ost, marmelade, yoghurt, blødkogt æg, havregryn, havregrød og/eller øllebrød. I weekender og helligdage serverer vi indimellem wienerbrød og et glas juice.

Plejepersonalet står for at tilberede morgenmaden i køkkenerne på hver afdeling. 

Frokost

Frokosten består af dansk smørrebrød og eventuelt en salat eller lun ret. Køkkenet sørger for at bringe frokosten ud til afdelingernes køkkener, hvor plejepersonale færdiggør frokosten.

Der vil typisk være to til tre forskellige slags pålæg til frokost. Derudover har plejepersonalet mulighed for at koge æg. 

Aftensmad

Aftensmaden består af en varm ret og en biret, enten forret eller dessert.

Vi sørger så vidt muligt for at servere varieret mad, og vi inddrager også dig og de andre beboere i, hvilken menu I kunne tænke jer. 

Du har mulighed for at få en alternativ menu de dage, hvor vi serverer fisk og indmad. 

Mellemretter

Vi serverer desuden en række forskellige mellemretter i løbet af dagen, fx frugt, kiks, knækbrød, kage m.m. 

Særlig diæt

Vi tilbyder kun særlige diæter, hvis diæten er bestemt af en læge eller diætist. Det kan fx dreje sig om fødevareallergier eller diæter ved særlig medicinsk behandling. 

Kostudvalg

Klarahus har et kostudvalg, der består af fem til seks beboere, køkkenlederen og to medarbejdere. Kostudvalget mødes ca. hver måned, hvor de taler om ris og ros i forhold til maden og forslag til menuplaner. Udvalget taler også om, hvordan vi kan markere de forskellige højtider ved at lave en særlig menu.