Ørestad Plejecenter

Mad & måltider

Billede
Stegt flæsk med persillesovs
Måltidet er dagens højdepunkt på Ørestad Plejecenter.

Mad & måltider

Ørestad Plejecenter har sit eget køkken, som laver ernæringsrig mad. 76,7 procent af maden er økologisk.

Køkkenet laver det meste mad fra bunden og bruger sæsonens råvarer. Fx bager vi selv vores brød, kager og leverpostej, og vi laver mayonnaise, rødkål og pålægssalater. 

Det er vigtigt for os, at vores mad er velsmagende, dufter godt og ser indbydende ud, da måltidet er dagens højdepunkt på Ørestad Plejecenter.

Hyggelige måltider og kødfrie dage

Vi arbejder målrettet med at skabe hyggelige måltider.

Vi har derfor såkaldte pædagogiske måltider, hvor medarbejderne spiser sammen med beboerne og sørger for at skabe en god stemning. De pædagogiske måltider betyder ofte, at demente beboere og småtspisende beboere spejler sig i medarbejderne og dermed spiser mere. 

Du kan komme med ønsker til ugens menu eller være med i vores kostråd, hvor vi både taler om maden og det sociale samvær under maden.

I øjeblikket har vores beboere fx besluttet, at vi skal have én kødfri dag om ugen for at leve mere klimavenligt.

Specialkost

Vi tilbyder naturligvis specialkost, hvis du har brug for dette. 

Menu og spisetider

Vi serverer tre hovedmåltider om dagen: morgenmad, frokost og aftensmad. Derudover serverer vi tre mellemmåltider om formiddagen, eftermiddagen og sen aften. 

Vi anretter hovedmåltiderne klokken 8, 12 og 18, men du kan spise måltiderne, når det passer dig.

  • Morgenmad
    Morgenmaden består af hjemmebagt franskbrød eller boller og rugbrød. Derudover er der ost, hjemmelavet marmelade, havregrød, øllebrød, yoghurt og andre surmælksprodukter.
     
  • Frokost
    Vi spiser rugbrød med pålæg og/eller en lun ret til frokost. 
     
  • Aftensmad
    Vi spiser varm mad til aften. Derudover serverer vi en forret eller en dessert.
     
  • Drikkevarer
    Vi tilbyder kaffe, te, vand og mælk til alle måltider. I weekenderne er der også saftevand og juice til morgenmaden. Du skal selv købe øl, vin eller sodavand.