Rundskuedagens Plejecenter

Mad & måltider

Billede
Trofæ med teksten 'KBH MAD HUS'
Rundskuedagens Plejecenter er et af Københavns Kommunes profilplejehjem. Rundskuedagens profil er mad, hvilket betyder, at maden og måltidet er i centrum hver eneste dag.

Mad & måltider

På Rundskuedagen er maden og måltiderne meget vigtige. 

Vores uddannede kokke og ernæringsassistenter laver mad af friske og fortrinsvis økologiske råvarer.

Vi har det økologiske guldmærke, hvilket betyder, at vores mad er 90-100 procent økologisk.

Vi laver helst al mad fra bunden, både brød, pålæg og middagsmad. Vi koger således også egen fond, laver marmelade, ryger laks og bacon mv. 

Kom gerne med forslag til menuen

Retterne består af alt fra krebinetter og lasagne til marokkanske gryderetter og hjemmelavet pizza og pomfritter.

Du og de andre beboere er meget velkomne til at komme med forslag til menuen. Vi forsøger så vidt muligt at tilgodese dine ønsker.

Du bestemmer selv, om du vil spise i egen bolig eller sammen med de andre beboere. Vi anbefaler dog, at du spiser sammen med de andre beboere. Vi arbejder derfor også målrettet for at gøre det rart og hyggeligt at spise sammen.

Du har altid mulighed for at invitere dine pårørende til middag i din egen bolig. Du har også mulighed for at bestille mad i køkkenet til arrangementer, fx når du har fødselsdag.

Spisetider

Morgenmad: Kl. 7.00 - 9.30
Frokost: Kl. 12.00
Aftensmad: Ca. kl. 17.30


 

Dét spiser vi på Rundskuedagen
Hovedmåltider

Morgenmaden består blandt andet af friskbagt brød, smør, ost, havregrød, øllebrød, æg og hjemmelavet marmelade.

Frokosten består af en kold mad (fx rugbrød og pålæg) og lune retter.

Aftensmaden består af en varm hovedret og en biret.

Mellemmåltider

Vi serverer tre mellemmåltider om dagen ud over hovedmåltiderne.

Mellemmåltiderne kan fx være hjemmelavet is, romkugler, små chokolader, myslibarer, en ostemad og hjemmelavede ernæringsdrikke. 

Drikkevarer

Du kan desuden få følgende drikkevarer: Mælk, vand, kaffe, the og kakao.

Hvis du ønsker øl, vand eller vin, skal du selv købe det.

Vi hjælper dig gerne med at købe drikkevarer over coop.dk.