Engagerede social- og sundhedsassistenter til dagvagt på Plejecentret Hørgårdens midlertidige plejeophold på Amager
Søg jobbet
Er du social- og sundhedsassistent med interesse for det akutte og den komplekse borger?
Så har du nu mulighed for at blive en del af Midlertidige Plejeophold på Plejecentret Hørgården på Amager. Vi søger engagerede dagvagter, der ønsker at arbejde med borgere i korte plejeforløb, hvor faglighed, overblik og samarbejde er afgørende.
Bliv en del af et stærkt fagligt fællesskab
Hos os bliver du en del af et kompetent og ambitiøst team i udvikling. Din faglighed vil blive anvendt aktivt og udfordret i hverdagen, vi arbejder målrettet for at levere pleje og omsorg på et højt fagligt niveau. Da vi tror på, at høj faglighed smitter, lægger vi ikke skjul på vores ambition om at være blandt de bedste. Samtidig prioriterer vi et arbejdsmiljø, hvor vi passer på hinanden, samarbejder tæt og har plads til humor.
Hvem er vi?
Afdelingen for Midlertidige Plejeophold ligger i Plejecentret Hørgården, en selvejende institution med driftsoverenskomst med Københavns Kommune. Hørgården har en tydelig profil med fokus på oplevelser gennem sport og leg, som er en integreret del af både det faglige arbejde og hverdagen med borgerne.
I Midlertidige Plejeophold har vi et stort flow af borgere. I gennemsnit 11 borgere om ugen med ophold på op til 28 dage. Vi modtager primært borgere over 65 år som enten afventer permanent plejebolig eller har behov for en særlig, midlertidig indsats.
Borgerforløbene spænder fra stabile til akutte og komplekse, hvilket stiller høje krav til faglighed, koordinering og tværfagligt samarbejde. Du vil arbejde tæt sammen med sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysio- og ergoterapeuter, elever, studerende samt køkken- og rengøringspersonale, og have et tæt samarbejde med regionen, praktiserende læger, pårørende og kommunale samarbejdspartnere.
Vi tilbyder moderne fysiske rammer med velfærdsteknologi, et godt arbejdsmiljø og mange udviklingsmuligheder.
Som medarbejder hos os får du bl.a.
- fleksibel arbejdsplads
- gratis parkering
- fælles personalearrangementer
- et stærkt kollegialt fællesskab
- en nærværende og anerkendende ledelse, der prioriterer trivsel og faglig kvalitet
Vi søger nye kolleger (uddannede social- og sundhedsassistenter), der trives med komplekse forløb og kan hvile i deres faglighed.
Du har mindst to års erfaring, og erfaring fra demensområdet er en fordel. Du er rolig under pres, kan bevare overblikket og handle konstruktivt i udfordrende situationer. Derudover skal du
- se, høre og forstå borgerne
- have stærke samarbejds- og kommunikationsevner
- kunne håndtere borgere og pårørende i krise
- tage ansvar og turde gå forrest
- have fokus på udvikling og kvalitet
Vi forventer ikke, at du kan alt, men vi forventer, at du er nysgerrig, villig til at lære og tryg ved at sige til, når du er i tvivl.
Ansættelsesvilkår
Vi ønsker, at du kan tiltræde den 1. marts 2026 eller hurtigst muligt. Stillingerne er på 37 timer om ugen i dagvagt i tidsrummet kl. 07-15.00 med fast weekendvagt hver 2.-3. weekend. For at sikre et godt overlap mellem vagterne arbejder vi med enkelte forskudte mødetider, hvor mødetiden kan variere med en-to timer. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Mere information
Er du blevet nysgerrig og kunne tænke dig at vide mere, er du velkommen til at kontakte assisterende leder Mille Münster-Sylvest på 21 28 64 24 eller afdelingsleder Anders Nordahl Sørensen på 24 84 82 45.
Søg via linket senest torsdag den 22. januar 2026
Vi holder ansættelsessamtaler mandag den 26. og tirsdag den 27. januar.
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores hverdag.kk.dk.