Fysioterapeut med lyst til kompleksitet og høj faglighed i primærsektor søges til Danmarks største Plejehjem – Fælledgården
Søg jobbet
Én af vores kolleger har valgt at søge nye udfordringer, og derfor søger vi en ny kollega. Har du faglig gåpåmod, og vil du være en del af et stærkt og udviklende terapeutteam, så har vi stillingen til dig.
Vi er en fysioterapeut og en ergoterapeut, som arbejder i hele huset i et stærkt tværfagligt samarbejdsmiljø, hvor vi har vores base i afdelingerne tæt på beboere og kollegaer. Nu mangler vi en fysioterapeut i vores team.
Vores mål på Fælledgården er, at
- vi har en aktiv og udviklende rehabiliteringsindsats for beboerne, der tager udgangspunkt i og baserer sig på beboerens ressourcer, motivation og kropslige/kognitive potentialer
- beboerne oplever, at terapi gør en mærkbar forskel og bidrager til højest muligt funktionsniveau på både krops-, aktivitets- og deltagelsesniveau
- skabe meningsfuldhed og livskvalitet for den enkelte beboers hverdagsliv
- terapeuterne giver synlig, mærkbar og anvendeligt med- og modspil, hvad angår praktiske og kreative løsninger i forhold til beboerens situation og udfordringer
- have stor fokus på et godt tværfagligt samarbejde og kommunikation med beboeren i centrum
Fysioterapeutopgaver omfatter
- genoptræning af borgere med funktionstab fx som følge af immobilisering, fald, sygdom, svimmelhed, smerter, nedsat bevægelighed m.m.
- træning af balance fx til borgere, der har været faldet, er svimle eller bevæger sig mindre, fordi de er bange for at falde.
- træning af udholdenhed og kondition, fx borgere, der har fået sværere ved at gå vanlige distancer, komme omkring i kørestol, har svært ved at få luft eller udtrættes hurtigt.
- styrketræning til borgere, som fx har fået sværere ved at klare forflytninger herunder i sengen, fra stol og fra toilet.
- vejledning af borgere og personale ift. opmærksomhedspunkter omkring belastning, mobilisering, aktivering og vedligeholdende træning, så borger fortsat kan være så aktiv og selvstændig som mulig.
- deltagelse i og opfølgning på tværfaglige konferencer.
- vejledning og undervisning af plejepersonalet i fx positionering, forflytninger og hjælpemiddelområdet.
- at vurdere og tilpasse mobilitetshjælpemidler til den enkelte beboer i tæt samarbejde med Københavns Hjælpemiddelcenter. Herunder også det velfærdteknologiske område.
- at være en del af Fælledgårdens samlede tværfaglige personalegruppe og have et tæt samarbejde på afdelingerne både i det mundtlige og kommunikative samarbejde i Cura.
- implementering, undervisning og udviklingsmuligheder indenfor forflytningsområdet.
Du vil være terapeutisk ansvarlig for tre af afdelingerne
Vi søger en fysioterapeut, som har erfaring med og/eller kendskab til området og
- brænder for det geriatriske speciale, hvor varme og menneskelige relationer er i højsædet.
- har fagligt engagement med øje for faglig kvalitet.
- er initiativrig og har interesse for at skabe, udvikle og kvalitetssikre arbejdsgange.
- kan se værdien i et godt tværfagligt samarbejde.
- har lyst til at være en del af et fællesskab i et terapeutteam, hvor vi hjælper hinanden.
- har en positiv indstilling med fokus på ressourcer i stedet for begrænsninger.
- er handlekraftigt, fleksibel og ansvarsfuld.
- er empatisk og med en stor portion humor.
Om Plejecenter Fælledgården
Fælledgården er en selvejende institution med driftsoverenskomst med Københavns Kommune. Vi har et moderne hus og højt til loftet med en dejlig rummelig træningssal med udsigt til haven.
Vi er i alt omkring 200 medarbejdere i hele huset. Der bor 193 beboere fordelt på en demensafdeling og fem somatiske afdelinger. Der er tilknyttet sygeplejersker, plejepersonale, læger m.m. Din arbejdstid vil være placeret imellem kl. 8.00-18.00, hvor vi planlægger med en dag om ugen til kl. 18.00. Du skal ligeledes være villig til at kunne understøtte terapeutiske opgaver i weekender/på helligdage i tæt samarbejde og aftale med dig.
Du kan læse mere om os her: Plejecenter Fælledgården | Boliger til ældre i København
Løn- og ansættelsesvilkår
Tiltrædelse den 1. august 2026 eller snarest muligt herefter. Der er tale om en fast stilling på 37 timer. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Mere information
Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte forstander Joan Marie Aastrand på 24 21 89 74 på hverdage i mellem kl. 9.00-15.00 eller på e-mail: c694@kk.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest onsdag den 24. juni 2026
Ansættelsessamtale afholdes løbende.
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.