Køkken- og serviceleder til plejecenter Fælledgårdens store produktionskøkken
Søg jobbet
Vi søger en ny køkken- og serviceleder, der fagligt kan støtte, inspirere og skabe udvikling. Det gælder både den daglige produktion af måltider og i forhold til at opnå en økologiprocent på over 90 %, hvilket er målet for Københavns Kommune. Hertil kommer serviceopgaverne, der primært består af support til plejecentrets forskellige afdelinger.
Vi søger dig, der
- har ambitioner i forhold til kvalitet og produktion af al slags mad, der som hovedregel er lavet fra bunden af gode råvarer
- kan jonglere mellem traditioner og fornyelse i forhold til menuplaner
- har lyst til og mod på at sikre god praktisk service til afdelinger i dagligdagen
Stillingen som køkken- og serviceleder på Fælledgården
Fælledgården Plejecenter er en selvejende institution med 193 boliger fordelt på seks afdelinger, hvoraf en afdeling er en skærmet demensafdeling. Fælledgården har eget produktionskøkken, der varetager al madproduktion/dagskost året rundt. I køkkenet er for tiden ansat ni faste medarbejdere og fire afløsere, hvis faglighed spænder fra kokke, ernæringsassistenter og køkkenmedarbejdere.
Serviceafdelingen har en medarbejder ansat, der varetager opgaver lige fra praktisk support i forbindelse med loftslifte, nødkald, interne telefoner mv. til rengøring i afdelingernes fællesarealer og akutvask for afdelingerne.
Dit ansvar og dine opgaver, er at
- sikre fortsat stabil drift og udvikling i køkkenet i et stort plejecenter, hvor der altid er mange meninger om maden
- sikre produktionen i forhold til den af kommunen fastsatte økologiprocent og økonomi
- sørge for struktur og systematik i tilrettelæggelsen og gennemførelsen omkring opgaverne i køkkenet og i serviceområdet
- være en tydelig personaleleder, der værdsætter medarbejdertrivsel gennem ordentlig og anerkendende kommunikation
- deltage i tværgående ledelsesopgaver og strategisk planlægning i samarbejde med Fælledgårdens lederteam
- være ansvarlig for, at køkkenet og serviceområdet overholder målsætninger i forhold til kvalitet og økonomi
Fælledgården er et plejecenter fuld af aktiviteter, små som store, med plads til udvikling og forandring. Køkkenet og serviceområdet er i den forbindelse en vigtig 'spiller' i forhold til møder, arrangementer og andre store sammenkomster for beboerne, pårørende og medarbejdere.
Om vores nye køkken- og serviceleder
Du er uddannet økonoma eller lignede, og har gerne en lederuddannelse som overbygning. Hvis ikke, skal du være parat til at bruge tid på at tage en diplom i Ledelse, som betales af Københavns Kommune. Du har erfaringer med drifts- og personaleledelse i et køkken, og du holder af at arbejde i et miljø med ældre mennesker. Du er tydelig som faglig leder og kan lide at skabe udvikling i en stærk og stabil drift.
Løn- og ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til kvalifikationer og gældende overenskomst mellem kommunen og den relevante faglige organisation. Der er tale om en fast fuldtidsstilling med ansættelse hurtigst muligt. Du skal kunne møde ind kl. 06.30-15.00. Vi indhenter referencer og straffeattest på ansøgere, der kommer i betragtning til at blive tilbudt ansættelse.
Yderligere oplysninger
Du kan læse mere om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen her og om Fælledgården her. Du er velkommen til at kontakte forstander Joan Marie Aastrand på 24 21 89 74, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest mandag den 3. november 2025
Vi afholder 1. samtaler fredag den 7. november og 2. samtaler fredag den 14. november. Kandidater, der går videre til 2. samtale, skal gennemføre et testforløb mellem samtalerne.