Kvalitetssygeplejerske til specialiseret demensplejehjem (Kastanjehusene)
Søg jobbet
Kan du lide kombinationen af udvikling, kvalitetsarbejde og gentagelserne i de daglige rutiner? Lægger du vægt på, at faglig udvikling udøves sammen med dine tværfaglige kollegaer i praksis? Og vil du være med til at skabe læring, faglig kvalitet og en drift, der understøtter beboernes behov og kollegaernes trivsel?
Så er du måske vores nye kvalitetssygeplejerske. Især hvis du ved, at implementering af nye tiltag kræver samarbejde – monofagligt såvel som tværfagligt – samt vedholdenhed og følgeskab. Og at du kan lide ældre mennesker, og ønsker at gøre en forskel for beboerne og deres pårørende.
Kastanjehusene er et kommunalt plejehjem i De Gamles By på Nørrebro, der er ved at blive omdannet til et specialiseret demensplejehjem. Der er 91 boliger fordelt på tre huse med tre etager i hver. Kastanjehusene skal blive et plejehjem, der arbejder ud fra en personcentreret tilgang (Kitwood) med fokus på beboernes trivsel, inklusion, tilknytning og meningsfulde beskæftigelse. Der skal naturligvis samtidig være faglig kvalitet i de sundhedsfaglige indsatser – og det er her, vi mangler dig.
Sammen med en faglig leder (sygeplejerske) som du refererer til, vil du få ansvaret for kvalitetsudviklingen på tværs af Kastanjehusene i tæt samarbejde med Sygeplejegruppen, dine tværfaglige kollegaer, tre afdelingsledere og forstanderen.
Dine ansvarsområder og opgaver
Din overordnede opgave er at understøtte systematisk kvalitetsudvikling, høj faglig standard og patientsikkerhed gennem dataunderstøttet forbedringsarbejde og løbende kompetenceudvikling.
Derudover får du ansvar for følgende konkrete områder og opgaver:
- Understøtte medarbejdere og ledelse gennem rådgivning, sparring og koordinering af komplekse borgerforløb og tværgående indsatser i praksis i samarbejde med Sygeplejegruppen og faglig leder.
- Have særligt fokus på specifikke, komplekse sygeplejeopgaver og fungere som praksisekspert, der sikrer faglig kvalitet og understøtter medarbejdernes kompetenceudvikling i praksis.
- Bidrage til udvikling og vedligeholdelse af afdelingens fagligheder og kvalitet, så kompetencerne svarer til ansvarsområderne, lovgivningen og til de gældende retningslinjer, arbejdsgange og lignende.
- Udvikling, prioritering og omsætning af kvalitetsarbejdet i praksis i overensstemmelse med Sundheds- og Omsorgsforvaltningens rammer og mål samt lokale indsatser og kvalitetsmål. Arbejdet omfatter både sundhedsfaglig og omsorgsfaglig kvalitet. Langt de fleste kvalitetsredskaber herunder instrukser er udarbejdet centralt, så der er stor vægt på den driftsnære implementering og opfølgning tæt på dine tværfaglige kollegaer.
- Monitorering og undersøgelse af data for at følge op på kvaliteten, identificere indsatsområder og bidrage til grundlag for ledelsens beslutninger.
- Konkrete opgaver i praksis vil blandt andet omfatte arbejdet med utilsigtede hændelser, audits, dokumentation, triagering, tilsyn, action cards, instrukser og vejledninger samt undervisning og introduktion.
Dine kvalifikationer
Du er naturligvis autoriseret sygeplejerske – gerne med efteruddannelse/kurser indenfor kvalitetsudvikling, borgernær sygepleje eller demens – og har viden om almen medicin, geriatri, demens og palliation. Erfaring med med komplekse borgerforløb, demens samt pleje og omsorg er også et klart plus.
Da du bliver rollemodel for kvalitet og sygepleje, er det vigtigt, at du har gode faglige kvalifikationer og er en empatisk og pædagogisk formidler. Du er et menneske, som andre har lyst til at følge og være i dialog med og det kræver en stor grad af refleksionsevne – også i forhold til din egen praksis.
Din tilgang er praksisnær og i øjenhøjde, og du forstår at arbejde fokuseret med data og monitorering. Du har blik for udviklingspotentiale og griber mulighederne for hverdagsinnovation.
Du besidder en værktøjskasse med faciliterings-, optimerings- og struktureringsværktøjer, og du forstår at arbejde ansvarligt, struktureret, målrettet og med rettidig omhu.
Ligesom resten af huset bidrager du positivt til vores fælles trivsel og arbejdsmiljø.
Ansættelsesvilkår
Løn forhandles efter overenskomst og dine kvalifikationer.
Stillingen er på fuld tid. Arbejdstiden kan ligge på forskellige tidspunkter (dag, aften og nat), når det er relevant for borgerforløb og kvalitetsopgaver, med fokus på at understøtte enhedens samlede mål og sikre, at arbejdet forbliver praksisnært.
Vi håber, du kan starte hos os den 1. oktober 2026.
I forbindelse med eventuel ansættelse indhenter vi stratteattest og reference. Der er forventning om løbende kompetenceudvikling.
Hvis du tidligere har været ansat i Københavns Kommune, gælder desuden
Hvis du kommer i betragtning til at blive tilbudt en stilling på en kommunal enhed, vil vi tjekke, om du inden for de seneste tre år er blevet opsagt eller bortvist fra kommunen og dele relevante oplysninger herom med den ansættende leder. Det kan også være oplysninger om strafbare forhold, der har ført til opsigelse eller bortvisning fra Københavns Kommune, oplysninger om misbrug af rusmidler som fx positiv alkoholtest eller oplysning om sygehistorik, der kan få væsentlig betydning for en ny ansættelse i kommunen. Læs mere om reference-tjek her.
Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte forstander Anita Haag på 24 87 90 45, hvis du har spørgsmål til stillingen. Send gerne SMS, og du vil blive kontaktet.
Søg via linket senest tirsdag den 18. august 2026
Vi forventer at holde samtaler den 21. august.
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.