Københavns Kommune

Hverdagen på Klostergårdens Plejehjem

Vi arrangerer hver uge mange forskellige aktiviteter, som du som beboer kan deltage i, hvis du har lyst.

Musik og sang, humor, åbenhed, rummelighed og nysgerrighed er overskrifterne, når vores aktivitetsmedarbejdere strikker aktiviteter sammen alt efter beboernes ønsker og evner.

Vi har også en stor gruppe frivillige, der kommer i huset og står for en række aktiviteter og fællesskaber hver måned.

Mange af vores aktiviteterne foregår i vores smukke fællessal, en tidligere kirke, som nu er omdannet til et kultur- og fællesrum. Her er blandt andet:

  • Fællesspisning
  • Cocktailparty
  • Caféaftner
  • Banko
  • Stolegymnastik
  • Dans
  • Store fester og sommerfestival
  • Gudstjenester
  • Koncerter
  • Foredrag
  • Film, sport, valgaftner og kongelige begivenheder på storskærm.

Ture, generationsmøder og træning

Vi tager gerne på ture ud af huset, fx i Zoologisk Have, på Louisiana eller på hyggelige køreture med frokost. Om sommeren tager nogle beboere på sommerhustur.  Vi får ofte hjælp af frivillige og pårørende til at tage med på ture.

Vi sætter pris på møder mellem generationer og får jævnligt besøg af børn fra lokale vuggestuer og børnehaver.

Vores cocktailaftner står en gruppe unge frivillige for, og der er liv og glade dage. 

Klostergårdens Plejehjem har også et træningslokale, hvor beboeren træner sammen med vores ergo- og fysioterapeuter, der kommer fire dage om ugen. De tilbyder både individuel træning, fælles gymnastik og bevægelse.  

Vi er altid åbne for nye idéer, hvis du eller de andre beboere har forslag til nye aktiviteter. 

Fællesarealer

Alle etager på Klostergårdens Plejehjem har fælles spise- og opholdsstue og fællesaltan. 

På hver etage findes desuden ’temarum’, som er fleksible rum indrettet som atelier, læsesal, musikrum og bibliotek. Her kan vores beboere samles om aktiviteter i mindre grupper. I biblioteket er der fx læsegruppe og debatgruppe.

Derudover har vi vores fællessal, som er den tidligere kirke. Salen er indrettet med borde og stole, hyggekroge med lænestole og sofaer. Der er også et flygel i vores fællessal.

Fra fællessalen er der udgang til vores klostergård med træer, vandbassiner og haveborde. Her er der rig mulighed for at nyde sol og sommer og følge med i naturens gang.

Plejehjemmet er omkranset af en have med bænke, træer og bed. Der er også en grill, som vi bruger de varme sommerdage. 

I parterre har vi træningsfaciliteter, wellnessrum, frisørsalon, tandlægeklinik og en klinik til fodterapi.