Om Rosenborgcentret
Rosenborgcentret er et selvejende plejehjem, som Ensomme Gamles Værn opførte i 1978.
På Rosenborgcentret bor 84 beboere fordelt på to etager, hvor der er en fælles dagligstue og et lille aktivitetsrum. Rosenborgcentret har også et aktivitetscenter og en sygeplejeklinik, hvor der kommer borgere fra lokalområdet.
Rosenborgcentret ligger i hjertet af København tæt på kulturelle tilbud og gode muligheder for indkøb. Der er kort afstand til offentlig transport, da vi ligger midt mellem Nørreport og Østerport station.
Plejehjemmet er kendt for sin smukke arkitektur og okkergule facade og ligger midt i idylliske Rosengade mellem historiske Nyboder og Kongens Have.
Centret er bygget op om en dejlig gårdhave, som giver lys på alle gangarealerne og i fællesrummene, hvor du kan se ud over haven. Vi har også en skøn terrasse på tagetagen.
På Rosenborgcentret arbejder vi for, at du skal opleve plejehjemmet som et hjem.
Vi ønsker, at du så vidt muligt kan bo her med de vaner, du har med dig fra det liv, du levede, før du flyttede ind hos os. Medarbejdernes opgave er at hjælpe dig med at leve det liv, du ønsker, i det omfang det er muligt.
Vores vision er, at vi sammen med dig og dine pårørende kan skabe livskvalitet for os alle her på Rosenborgcentret. Derfor har vi fokus på at inddrage og involvere dig og de andre beboere i hverdagen.
Rosenborgcentret lægger vægt på at yde pleje og omsorg af en høj faglig kvalitet. Vores faste personale er derfor faguddannet på social- og sundhedsområdet eller på det pædagogiske område.
Vi vægter fællesskabet og det sociale liv højt. Vi er derfor stolte af vores aktivitetsprogram, der byder på alt fra gymnastik til dans, film og oplæsning. Vi er også stolte af vores traditioner og højtidsfester, der er med til at skabe en god stemning på Rosenborgcentret.
Mere om os
Vis alle
Bestyrelsen
Rosenborgcentret er et selvejende plejehjem med driftsoverenskomst med Københavns Kommune.
Som selvejende plejehjem har Rosenborgcentret en bestyrelse, som har det overordnede ansvar for plejehjemmets drift og økonomi.
Medlemmer
Bestyrelsen har ni medlemmer:
- Claus Oldenburg, formand
- Frede Mølgaard, næstformand
- Klaus Simonsen, medlem
- Dorthe Wille, medlem
- Bjørn Petersen, medlem
- Hans Henrik Brydensholt, beboerrepræsentant
- Dan Gelman, medarbejderrepræsentant
- Lotte Alsløw, forstander
- Anja Vestergaard, stedfortræder for forstander.
Samarbejde med pårørende
På Rosenborgcentret vil vi meget gerne samarbejde med dine pårørende.
Dine pårørende kender dig og det liv, du hidtil har levet. De kan derfor være med til at sikre, at du fortsat kan leve det liv, du ønsker.
Dine pårørende er altid velkomne til at komme på besøg, spise med eller deltage i eller arrangere aktiviteter på plejehjemmet.
Beboerdemokrati
Det er vigtigt for os, at du har så stor indflydelse på din hverdag som muligt. Vi opfordrer dig derfor til at tale med medarbejderne og fortælle dem om dine særlige ønsker og behov.
Du har også mulighed for at deltage i vores dialogmøder.
På møderne taler vi sammen om dine og de andre beboeres oplevelser af og ønsker til hverdagen på plejehjemmet. Dine pårørende er også meget velkomne til at deltage i dialogmøderne.
Vi opfordrer dig også til at bruge og opfatte plejehjemmet som dit hjem.
Det betyder, at du ikke altid behøver at involvere medarbejderne i de ting, du gør. Du skal blot udfolde dig, som du har lyst til, så længe du tager hensyn til de andre beboere.