Absalonhus

Praktisk information

Praktisk information

Find forskellige praktiske informationer om indflytning, din økonomi og livet på Absalonhus.
Besøg

Absalonhus er dit hjem, og dine venner og familie er derfor altid velkomne.

De er også meget velkomne til at overnatte hos dig og spise med, hvis du giver besked til en medarbejder.

Dankortautomat: Hæv penge på Absalonhus

Absalonhus har en dankortautomat, hvor du kan hæve penge, hvis du selv kan huske din kode.

Du har også mulighed for at få en beboerkonto på plejehjemmet, hvor du kan hæve penge uden kode. Medarbejderne på Absalonhus hjælper dig med at oprette kontoen, hvis du ønsker det.

Frisør og fodterapeut

Absalonhus samarbejder med forskellige frisører og fodterapeuter, som kommer ud til dig på plejehjemmet.

Vi hjælper gerne med at bestille tid.

Fuldmagter

Det kan være en god idé at give en af dine pårørende en fuldmagt til fx at læse din Digitale Post, betale din regninger og lignende, hvis du ikke længere selv kan dette. 

Læs mere om fuldmagter

Indflytning

En bolig på Absalonhus er din egen bolig. 

Du har derfor selv ansvar for at betale husleje, indskud, el, varme, licens m.m. Du medbringer også selv møbler, billeder, lamper, tv, radio, gardiner osv.

Der er dog plejeseng og plejebord i boligen. 

Du står selv for at flytte ind i boligen, indrette den, hænge gardiner op osv.

Du kan dog søge kommunen om hjælp til flytning, hvis du ikke har nogen pårørende, der kan hjælpe dig, eller hvis du ikke har råd til at betale for et flyttefirma.

Klippekort: Ekstra hjælp eller tid med en medarbejder

Som beboer på Absalonhus får du et såkaldt 'klippekort', der giver dig ret til en halv times ekstra hjælp eller tid med en medarbejder hver uge. Du bestemmer selv, hvordan du vil bruge den halve time.

Læs mere og få idéer til, hvad du kan bruge dine klip på

Kontaktperson og indflytningssamtale

På Absalonhus bliver du tilbudt en kontaktperson.

Kontaktpersonen vil samarbejde med dig om at fastholde et hverdagsliv, som giver mulighed for, at du lever det liv, du gerne vil. 
Kontaktpersonen vil tage udgangspunkt i dine ønsker og behov og støtte dig i at bruge de ressourcer, du har.

Tre uger efter du er flyttet ind, inviterer din kontaktperson og en afdelingsleder dig til en indflytningssamtale.

Samtalen handler om, hvordan det går, og om der er noget, du har brug for, at vi gør anderledes. Dine pårørende er meget velkomne til at deltage i samtalen, hvis du ønsker det.

Kæledyr

Du skal søge om tilladelse, hvis du vil have dit kæledyr med på Absalonhus.

Lejekontrakt og boligselskab

Boligerne på Absalonhus udlejes af boligselskabet KAB.

KAB sender derfor en lejekontrakt til dig, som du skal underskrive. KAB sørger også for, at din bolig er istandsat og gjort rent, inden du flytter ind.

Kontakt KAB

Læge

Du kan vælge at beholde din egen læge, hvis ikke lægen ligger for langt væk fra Absalonhus. Du kan også vælge en ny læge i nærheden eller den plejehjemslæge, der er tilknyttet Absalonhus.

Vores læge kommer fast på plejehjemmet hver 14. dag.

Læs, hvordan du skifter læge

Meld flytning

Du skal senest melde flytning til Folkeregistret, fem dage efter du er flyttet ind i din nye bolig.

Meld flytning

Pårørende: Om samarbejdet

På Absalonhus vil vi meget gerne samarbejde med dine pårørende.

Dine pårørende kender dig og det liv, du hidtil har levet. De kan derfor være med til at sikre, at du fortsat kan leve det liv, du ønsker. 

Dine pårørende er altid velkomne til at komme på besøg, spise med eller deltage i eller arrangere aktiviteter på plejehjemmet.

Tandlæge: Omsorgstandplejen

Absalonhus har sin egen tandlægestol, som Omsorgstandplejen bruger, når den kommer på besøg på plejehjemmet.

Du kan bruge Omsorgstandplejen, hvis du fysisk eller psykisk ikke er i stand til at komme hen til en almindelig tandlæge.

Omsorgstandplejen vil sørge for, at dine tænder og proteser bliver undersøgt regelmæssigt og bliver behandlet, når du har brug for det.

Læs mere om Omsorgstandplejen

Testamente: Pleje-, livs- og behandlingstestamente

Det kan være en god idé at lave et plejetestamente, et livstestamente og/eller et behandlingstestamente.

Plejetestamentet er vejledende og beskriver, hvordan du gerne vil leve dit liv, hvis du en dag ikke længere selv er i stand til at give udtryk for det. 

Livs- og behandlingstestamenterne handler om dine ønsker for behandling for sygdom. 

Hvis du har lavet et pleje-, livs- eller behandlingstestamente, er det en god idé at fortælle plejehjemmet om det, når du flytter ind.

Økonomi

På Absalonhus skal du betale husleje, indskud, el, vand og varme.

Du har også mulighed for at købe en servicepakke, som blandt andet indeholder mad, vask, rengøringsartikler osv. 

Du er selv ansvarlig for at betale dine regninger eller få hjælp af dine pårørende, hvis du ikke kan selv. Vi vil dog gerne hjælpe dig med at tilmelde dine regninger til PBS, så betalingen foregår automatisk. 

Nedenfor kan du læse om de udgifter, der er på Absalonhus.

Husleje og indskud 

Indskud: 18.542 kr.
Husleje: 8.005 kr.

Huslejen varierer, alt efter hvor stor en lejlighed du flytter ind i. Huslejen er inklusive vand. Udlejeren, KAB, opkræver el og varme over huslejen.

Du kan søge om boligstøtte til huslejen og om lån til at betale indskud. 

Læs mere om boligstøtte og lån til indskud

Servicepakke

Nedenfor er en liste over de ydelser, vi tilbyder, som du selv skal betale for. 

Det er frivilligt, om du vil købe ydelserne. Du skal blot være opmærksom på, at hvis du fravælger nogle af ydelserne, fx mad eller indkøb af toiletartikler, skal du selv stå for at lave mad og købe de ting, du skal bruge.  

  • Fuld dagskost (drikkevarer er inkluderet i prisen, undtagen kapselvarer) – eller varm hovedret, biret og to mellemmåltider
  • Vask af privat tøj 
  • Leje og vask af linned 
  • Toiletartikler 
  • Rengøringsartikler
  • Vinduespudsning.

Den fulde servicepakke på Absalonhus koster ca. 4.172 kr. om måneden (2020). Københavns Kommune justerer priserne hvert år.

Læs mere om servicepakken og se priser for de enkelte ydelser

Dødsfald/fraflytning
Fraflytning

Du skal sende en opsigelse til Boligselskabet KAB, hvis du ønsker af flytte ud af din plejebolig.  

Læs mere om opsigelse og fraflytning hos KAB

Dødsfald

En plejebolig er ofte din sidste bolig. Det kan derfor være en god idé at tale med plejehjemmet, hvis du har nogle særlige ønsker i forhold til død og begravelse/bisættelse.

Vi vil så vidt muligt hjælpe dig med at få dine ønsker opfyldt.

Når en beboer dør, skal beboerens bolig behandles i skifteretten, inden de pårørende må få adgang til beboerens ting.

Vi sørger for, at et flyttefirma flytter beboerens ting og opbevarer dem sikkert, indtil skifteretten er færdig med at behandle boet. Udgifterne til flytning og opbevaring betales af boet.