Københavns Kommune

Om Fælledgården

Plejecenter Fælledgården på Østerbro er Danmarks største plejehjem med 193 moderne to-værelsesboliger fordelt på seks etager. Vi er et selvejende plejehjem.

På Fælledgården har vi 163 almindelige plejeboliger og 30 boliger i en demensafdeling og et aktivitetscenter for hjemmeboende borgere med demenssygdom, som er et af Københavns Kommunes demenscentre.

Plejehjemmet blev opført i 1978 på initiativ af Samvirkende Menighedsplejer og menighederne i Davids, Esajas, Aldersros, Nazarets, Fredens, Rosenvængets, Sankt Jakobs og Sions sogne i et nært samarbejde med Københavns Kommune. Vi genåbnede efter en ombygning i 2013.

Vi ligger på Østerbro tæt på Jagtvej, Østerbrogade og offentlig transport. Der er gode muligheder for hverdagsindkøb rundt om hjørnet. 

På Fælledgården er der liv, varme og mange muligheder for aktiviteter i smukke rammer. 

Vi lægger vægt på at skabe en aktiv, indholdsrig og tryg tilværelse for vores beboere i et miljø, der har et kristent grundlag. Vi byder alle velkommen uanset religiøst tilhørsforhold.

Vi er et mangfoldigt plejehjem hvad angår beboer- og personalesammensætning. I hverdagen har vi fokus på, at alle behandles med respekt og værdighed. Vi har derfor nultolerance over for fysisk, psykisk og sproglig forskelsbehandling.

Fælledgården bygger på værdierne fællesskab, medmenneskelighed, barmhjertighed, omsorg, rummelighed og ligeværdighed.

Mere om os

Vis alle

Bestyrelsen

Bestyrelsen på Fælledgården består af repræsentanter udpeget af menighedsplejerne i Davids, Esajas, Aldersros, Nazarets, Fredens, Rosenvængets, Sankt Jakobs og Sions sogne samt en repræsentant fra Samvirkende Menighedsplejer. 

Formand for bestyrelsen er præst og generalsekretær i Samvirkende Menighedsplejer, Mette Møbjerg Madsen.

Næstformand for bestyrelsen er præst ved Sankt Jacobs Kirke, Mia R. Jacobsen.

Bestyrelsen mødes fire gange om året, ligesom repræsentanter for bestyrelsen deltager i det årlige dialogmøde med beboere og pårørende.

Hilsen fra forstander

Kære kommende beboere, pårørende, medarbejdere og frivillige  

Velkommen til Plejecenter Fælledgårdens hjemmeside. 

Jeg håber, at hjemmesidens informationer giver dig et godt indblik i, hvordan det er at bo på Fælledgården. 

Hvis du har brug for yderligere viden eller blot er nysgerrig, er du altid velkommen til at kontakte os med henblik på en rundvisning eller en snak. 

Du er også velkommen til at skrive til min mail, hvis du har spørgsmål.   

Med venlig hilsen  

Hannah Hjorth  
Forstander på Fælledgården
Kontakt på e-mail

Samarbejde med pårørende

På Fælledgården vil vi meget gerne samarbejde med dine pårørende. 

Dine pårørende kender dig og det liv, du hidtil har levet. De kan derfor være med til at sikre, at du fortsat kan leve det liv, du ønsker. Dine pårørende er altid velkomne i Fælledgården.

Beboerdemokrati

Vi går meget op i, at den enkelte beboer har mulighed for at præge hverdagslivet på Fælledgården.

Vi holder afdelingsmøder med beboere en gang om måneden. Ved disse møder drøfter vi bl.a. den kommende tids aktiviteter, og beboerne kan komme med ønsker til menuplanen.  

En gang i kvartalet har pårørende mulighed for at deltage i afdelingens beboermøde.

Derudover afholder vi en gang om året et fælles dialogmøde for alle beboere, ledelsen og repræsentanter for bestyrelsen på Fælledgården. Pårørende har også mulighed for at deltage i disse møder.