Praktisk information om Absalonhus
Fakta om Absalonhus
1658 København V
Boliger
Fold alle ud
Om boligerne
Absalonhus har 48 boliger. Hver bolig er på 69 kvm og indeholder to værelser, badeværelse, tekøkken og fransk altan.
Boligerne har trægulve, og badeværelser har fliser.
Langt de fleste boliger har udsigt til et aktivt dagligliv i Absalonsgade.
Boligen indeholder loftlifte, plejeseng, nødkald, kabel-tv og mulighed for at tilslutte internet.
Husleje og økonomi
På Absalonhus skal du betale husleje, indskud, el, vand og varme.
Husleje: 8.005 kr.
Indskud: 18.542 kr.
Huslejen varierer, alt efter hvor stor en lejlighed du flytter ind i. Huslejen er inklusive vand. Udlejeren KAB opkræver el og varme over huslejen.
Du kan søge om boligstøtte til huslejen og om lån til at betale indskud.
Læs mere om husleje, boligstøtte og lån til indskud
Du kan også købe en servicepakke. Læs om servicepakken under overskriften 'Tilbud'.
Betaling af regninger
Du er selv ansvarlig for at betale dine regninger eller få hjælp af dine pårørende, hvis du ikke kan selv. Vi vil dog gerne hjælpe dig med at tilmelde dine regninger til PBS, så betalingen foregår automatisk.
Dankortautomat og beboerkonto
Absalonhus har en dankortautomat, hvor du kan hæve penge, hvis du selv kan huske din kode.
Du har også mulighed for at få en beboerkonto på plejehjemmet, hvor du kan hæve penge uden kode. Medarbejderne på Absalonhus hjælper dig med at oprette kontoen, hvis du ønsker det.
Parboliger
Alle vores boliger er egnet til par.
Lejekontrakt og boligselskab
Boligerne på Absalonhus udlejes af boligselskabet KAB.
KAB sender derfor en lejekontrakt til dig, som du skal underskrive. KAB sørger også for, at din bolig er istandsat og gjort rent, inden du flytter ind.
Husdyr
Du skal søge om tilladelse, hvis du vil have dit kæledyr med på Absalonhus.
Besøg
Absalonhus er dit hjem, og dine venner og familie er derfor altid velkomne.
Dine pårørende er altid velkomne til at komme på besøg, spise med eller deltage i eller arrangere aktiviteter på plejehjemmet.
Indflytning
En bolig på Absalonhus er din egen bolig.
Du har derfor selv ansvar for at betale husleje, indskud, el, varme, licens m.m. Du medbringer også selv møbler, billeder, lamper, tv, radio, gardiner osv.
Der er dog plejeseng og plejebord i boligen.
Du står selv for at flytte ind i boligen, indrette den, hænge gardiner op osv.
Fraflytning og dødsfald
Fraflytning
Du skal sende en opsigelse til Boligselskabet KAB, hvis du ønsker af flytte ud af din plejebolig.
Læs mere om opsigelse og fraflytning hos KAB (kab-bolig.dk)
Dødsfald
En plejebolig er ofte din sidste bolig. Det kan derfor være en god idé at tale med plejehjemmet, hvis du har nogle særlige ønsker i forhold til død og begravelse/bisættelse.
Vi vil så vidt muligt hjælpe dig med at få dine ønsker opfyldt.
Når en beboer dør, skal beboerens bolig behandles i skifteretten, inden de pårørende må få adgang til beboerens ting.
Vi sørger for, at et flyttefirma flytter beboerens ting og opbevarer dem sikkert, indtil skifteretten er færdig med at behandle boet. Udgifterne til flytning og opbevaring betales af boet.
Plantegning
Tilbud
Fold alle ud
Servicepakke
Du har mulighed for at købe en servicepakke, som blandt andet indeholder mad, vask, rengøringsartikler osv.
Når du flytter ind, aftaler du med os, hvilke ydelser du ønsker. Det er frivilligt, om du vil købe ydelserne.
Klippekort
Klippekortet er en ordning, der giver dig mulighed for at få en halv times ekstra hjælp og støtte om ugen.
Frisør og fodterapeut
Absalonhus samarbejder med forskellige frisører og fodterapeuter, som kommer ud til dig på plejehjemmet.
Vi hjælper gerne med at bestille tid.
Læge
Du kan vælge at beholde din egen læge, hvis ikke lægen ligger for langt væk fra Absalonhus. Du kan også vælge en ny læge i nærheden eller den plejehjemslæge, der er tilknyttet Absalonhus.
Vores læge kommer fast på plejehjemmet hver 14. dag.
Omsorgstandpleje
Absalonhus har sin egen tandlægestol, som Omsorgstandplejen bruger, når den kommer på besøg på plejehjemmet.
Du kan bruge Omsorgstandplejen, hvis du fysisk eller psykisk ikke er i stand til at komme hen til en almindelig tandlæge.
Omsorgstandplejen vil sørge for, at dine tænder og proteser bliver undersøgt regelmæssigt og bliver behandlet, når du har brug for det.
Kontaktperson og indflytningssamtale
På Absalonhus bliver du tilbudt en kontaktperson.
Kontaktpersonen vil samarbejde med dig om at fastholde et hverdagsliv, som giver mulighed for, at du lever det liv, du gerne vil.
Kontaktpersonen vil tage udgangspunkt i dine ønsker og behov og støtte dig i at bruge de ressourcer, du har.
Tre uger efter du er flyttet ind, inviterer din kontaktperson og en afdelingsleder dig til en indflytningssamtale.
Samtalen handler om, hvordan det går, og om der er noget, du har brug for, at vi gør anderledes. Dine pårørende er meget velkomne til at deltage i samtalen, hvis du ønsker det.