Spørgsmål og svar om flytningen af Omsorgscenter Hjortespring
Spørgsmål og svar om flytningen af Omsorgscenter Hjortespring
Fold alle ud
1. Hvorfor skal Hjortespring flytte?
Omsorgscenter Hjortespring ligger på en matrikel ejet af Herlev Almennyttige Boligselskab (HAB), administreret af DAB. Boligselskabet har varslet lejekontrakten opsagt, da grunden skal anvendes til et andet formål. Opsigelsen forventes effektueret senest i 2028/2029, og plejehjemmet skal derfor fraflytte matriklen.
2. Har det været muligt at forlænge lejemålet?
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) har undersøgt mulighederne for en længerevarende forlængelse – herunder op til 10 år – for at sikre stabil drift og planlægning. Boligselskabet har imidlertid afvist at indgå aftale om en længerevarende forlængelse.
3. Hvorfor skal flytningen ske allerede i 2026?
Hvis Hjortespring skal flyttes samlet – med beboere, medarbejdere, ledelse og bestyrelse – er den eneste realistiske mulighed det nye plejehjem på Sydhavnsgade 26, som forventes at åbne i efteråret 2026.
Andre kommende plejehjemsbyggerier kan ikke imødekomme behovet i tide. Etablering af nye plejehjem tager typisk 4–5 år fra vedtagelse af lokalplan til færdigt byggeri.
4. Hvorfor ikke vente og flytte til Sølund?
Plejehjemmet Sølund åbner i tre etaper i 2027, 2028 og 2030. Kapaciteten er dog allerede disponeret:
- Etape 1 er reserveret til det eksisterende Sølund
- Etape 2 er reserveret til andet plejehjem
- Etape 3 åbner tidligst i 2030
Der er derfor ikke ledig kapacitet til en samlet flytning af Hjortespring inden lejemålets udløb.
5. Hvorfor vurderes en samlet flytning som den bedste løsning?
En samlet flytning sikrer kontinuitet og tryghed for beboerne, da de fortsat vil møde kendt personale og ledelse. Den faglige vurdering er, at dette er den mindst indgribende løsning i en vanskelig situation.
6. Kan beboerne vælge en anden plejebolig?
Ja. Beboere har ret til at vælge en plejebolig på et andet af kommunens plejehjem og vil få fortrinsret på ventelisterne.
Det kan fx være plejehjem i Tingbjerg, Husum eller Brønshøj.
Ønsker en beboer at flytte til et plejehjem i en anden kommune, kan SUF hjælpe med kontakt til visitationen, men kan ikke garantere en plads. I nogle tilfælde kan det betyde en midlertidig flytning til Sydhavnsgade og senere videreflytning. SUF afholder udgifterne til begge flytninger.
7. Hvad viser erfaringer fra tidligere flytninger?
Forvaltningen har gennemført omkring 20 plejehjemsflytninger. Erfaringen er, at langt de fleste beboere vælger at flytte med samlet. Trygheden ved kendt personale og medbeboere vejer som regel tungere end geografisk placering.
8. Hvilke alternativer findes der til flytning i 2026?
1. Udskydelse til medio 2027
Fordel: Mere forberedelsestid.
Ulempe: Meget omkostningstung løsning med parallel drift af to plejehjem og ingen langsigtet sikkerhed.
2. Opløsning af Hjortespring ved lejemålets ophør
Beboere og medarbejdere fordeles på andre plejehjem.
Ulempe: Markant fragmentering og den mest indgribende løsning for alle parter.
3. Stop for visitation og gradvis afvikling
Ingen nye beboere visiteres, og plejehjemmet afvikles over tid.
Ulempe: Omkostningstung løsning, risiko for faldende kvalitet og vanskeligheder med at fastholde medarbejdere.
9. Hvordan håndteres de økonomiske forhold ved flytning til Sydhavnsgade?
SUF afholder alle udgifter til flytning til enten Sydhavnsgade eller andet plejehjem, herunder betaling af indskudslån.
SUF varetager desuden alle praktiske opgaver relateret til flytningen.
SUF betaler 2/3 kompensation af differencen mellem den tidligere husleje og den nye husleje efter boligstøtte/ydelse – med en aftrapning på 1/10 hvert år.