Om Langgadehus
Velkommen til Langgadehus
Langgadehus er et moderne, selvejende plejehjem i Valby, som åbnede i 2011. Her bor 72 beboere fordelt på to afdelinger. Huset rummer i alt tre spisestuer samt hyggelige aktivietsstuer: Anker Jørgensens Stue, Poul Thomsens Stue og Petersens Stue, som danner ramme om fællesskab, aktiviteter og samvær i hverdagen.
Plejehjemmets omgivelser
Langgadehus ligger centralt i Valby med nem adgang til indkøb, caféer, kulturliv og offentlig transport. Det giver gode muligheder for både hverdagens gøremål og små oplevelser i lokalområdet.
Samtidig er vi tæt på skønne, grønne områder som Søndermarken og Valbyparken, som inviterer til gåture, ophold i naturen og frisk luft.
Langgadehus er bygget sammen med 55 familieboliger og er en naturlig del af nærmiljøet i Valby, hvor byliv og grønne omgivelser mødes.
Vores værdier
På Langgadehus bygger vores værdigrundlag på de værdier, vi møder beboere og pårørende med hver dag. Værdierne tager afsæt i personcentreret omsorg og er fundamentet for vores samarbejde, faglighed og den måde, vi skaber hverdagen på:
- Vi er imødekommende – vi møder hvert menneske med åbenhed, respekt og nærvær.
- Vi er der for hinanden – vi skaber tryghed gennem fællesskab, støtte og omsorg.
- Vi tager ansvar – vi handler med faglighed, engagement og ordentlighed i mødet med den enkelte.
- Vi er nytænkende – et hus i bevægelse – vi udvikler os løbende og tør tænke nyt til gavn for beboernes livskvalitet.
Vores vision
På Langgadehus er vores vision, at vores værdier skal kunne mærkes i mødet med den enkelte – i samarbejdet, i hverdagen og i den omsorg og pleje, der gives hver dag. Vores arbejde bygger på personcentreret omsorg, hvor vi tager udgangspunkt i det enkelte menneskes livshistorie, ressourcer, ønsker og behov.
Vi ønsker, at Langgadehus opleves som et hjem præget af tryghed, fællesskab og respekt for forskellighed, hvor den nødvendige støtte altid tilpasses den enkeltes livssituation. Da livskvalitet er forskellig fra menneske til menneske, arbejder vi målrettet for, at hver beboer kan leve et liv med mening, værdighed og størst mulig livskvalitet.
Et hjem med plads til forskellighed
Vi ønsker, at du ser Langgadehus som dit hjem – et sted, hvor du får den støtte, der er vigtig for netop din livskvalitet. Derfor tilpasser vi vores støtte, omsorg og pleje efter dine behov og ønsker.
Vores kerneopgave er gennem pleje, omsorg, rehabilitering, aktiviteter og sundhedsfremme at skabe de bedste rammer for et liv med høj livskvalitet – og for en værdig afslutning på livet. Vi løser opgaven inden for de rammer og vilkår, vi er givet.
Mere om os
Fold alle ud
Bestyrelsen
Som selvejende institution har Langgadehus en bestyrelse.
Bestyrelsen består af fem valgte medlemmer, som har interesse for Langgadehus og tilknytning til Valby. Bestyrelsens medlemmer vælges for to år ad gangen.
Bestyrelsen har sin baggrund i Plejehjems Kommissionen af 1965, som i 2015 sluttede sig sammen med andre selvejende plejehjem og nu kaldes Selvejenetværket.
Læs mere om Selvejenetværket (selvejenetvaerket.dk)
Medlemmer af bestyrelsen
Langgadehus’ bestyrelsen består af:
- Formand Erik Vinding
- Næstformand Birgit Skov
- Medlem Edel Vesterlund
- Medlem Karin Voetmann
- Medlem Trine Madsen.
Langgadehus’ forstander, Rikke Merije Saini Lefevre, og medarbejder Birgit Jacobsen deltager i bestyrelsens møder.
Hilsen fra forstander
Kære kommende beboer, pårørende og frivillig
Velkommen til Langgadehus. Vi glæder os til at tage imod dig og byde dig velkommen i vores hus.
Hos os er beboernes ønsker, behov og livshistorier omdrejningspunktet for hverdagen. Vi arbejder med personcentreret omsorg, hvor det enkelte menneske og de relationer, vi skaber sammen, er i centrum. Vi tror på, at tryghed, nærvær og fællesskab er afgørende for et godt liv.
Vi lægger stor vægt på aktiviteter og meningsfulde stunder i hverdagen. Det kan være alt fra fællessang, kreative værksteder og ture ud af huset til små hyggelige stunder i haven eller over en kop kaffe. Aktiviteterne tilrettelægges ud fra beboernes interesser og ønsker, og vi glæder os over, at frivillige også er med til at gøre vores hus levende og fyldt med oplevelser.
Vores fællesskab bygger på værdier som imødekommenhed, ansvarlighed, fællesskab og lysten til at tænke nyt. Vi vægter tillid, åbenhed og ordentlighed højt, og der er altid plads til en snak om både stort og småt.
Som forstander på Langgadehus har jeg fokus på, at vores hus skal være et trygt, levende og rart sted at være — både for beboere, medarbejdere, pårørende og frivillige. Min dør står næsten altid åben, og du er altid velkommen til at kigge forbi, ringe eller skrive, hvis du har noget på hjerte.
Hjertelig velkommen til Langgadehus — vi glæder os til at møde dig.
De bedste hilsner
Rikke Merije Saini Lefevre
Forstander, Langgadehus
Samarbejde med pårørende
På Langgadehus ser vi de pårørende som en vigtig del af beboerens liv og som en naturlig samarbejdspartner i hverdagen. De pårørende kender beboerens livshistorie, vaner og værdier og bidrager dermed med værdifuld viden, som understøtter den personcentrerede omsorg. Vi tilbyder velkomstmøde for nye beboere og pårørende samt indflytningssamtale i den enkelte afdeling, så vi sammen kan skabe en tryg og god start. Pårørende er altid velkomne til at komme på besøg, spise med og deltage i eller tage initiativ til aktiviteter på plejehjemmet. Vi vægter en åben og tillidsfuld dialog højt og giver altid plads til spørgsmål, refleksioner og forventningsafstemning – i et fælles ønske om at skabe de bedste rammer for beboernes liv
Beboerdemokrati
På Langgadehus arbejder vi aktivt med beboerdemokrati gennem Husmøder, som afholdes i afdelingerne fire gange årligt. Her har både beboere og pårørende mulighed for at få indflydelse på hverdagen og de rammer, vi skaber sammen. Husmøderne er et åbent og trygt forum for information, dialog, input og medbestemmelse, når det er muligt. Emner kan blandt andet være hverdagens rutiner, aktiviteter, mad og måltider, budget, organisationsændringer, ombygninger og resultater fra tilfredshedsundersøgelser.
Tilsyn og rapporter
Her kan du finde tilsynsrapporter, kontrolrapporter, brugerundersøgelser og privatlivspolitik.
Aktivitetscenter Langgadehus
På Langgadehus har vi også et aktivitetscenter for 65+ årige borgere, som gerne vil have en indholdsrig hverdag.