Københavns Kommune

Om Rundskuedagens Plejecenter

Rundskuedagens Plejecenter er et selvejende plejehjem på Vesterbro. Vi har særligt fokus på mad og er specialister i alkoholrelateret demens.

Rundskuedagens Plejecenter er et selvejende plejehjem fra 1969, som blev renoveret i 2001.

Plejehjemmet har 37 boliger, hvoraf 17 af dem er særligt målrettet beboere med alkoholrelateret demens. Boligerne er fordelt på fire etager, som alle har fælles køkken-alrum, tv-stue og udestue. Vi har også en dejlig gårdhave og en stor tagterrasse på 5. sal.

Vi er et af Københavns Kommunes demenscentre. Vi er specialiseret i at arbejde med beboere med alkoholrelateret demens.

Rundskuedagens Plejecenter ligger centralt i den rolige ende af Vesterbro, hvor du hverken ser eller hører byens trafik. Vi er omgivet af hyggelige caféer og butikker, og vi ligger tæt på grønne områder og parker, fx Skydebanehaven, Saxopark og Enghaveparken.

Vi ligger desuden tæt på offentlig transport med både bus og tog.

På Rundskuedagens Plejecenter ønsker vi at tage udgangspunkt i dine behov og din livshistorie.

Det er vigtigt for os, at du føler, du har et værdigt liv. Du skal føle, at vi respekterer dig og dine pårørende, og at vi kender til, hvordan du levede, inden du kom på plejehjem.

Vores mål er, at Rundskuedagen er så tæt på et privat hjem som overhovedet muligt. Derfor bestemmer du så vidt muligt selv over din hverdag, og vi forsøger at tilpasse os dine rutiner.

Vi opmuntrer dig til at være aktiv og engageret i din egen hverdag, så du kan udvikle, styrke og bevare dine ressourcer.

Mere om os

Vis alle

Profilplejehjem med fokus på mad

Rundskuedagens Plejecenter er et af Københavns Kommunes profilplejehjem. Rundskuedagens profil er mad, hvilket betyder, at maden og måltidet er i centrum hver eneste dag.

Vores uddannede kokke og ernæringsassistenter laver al mad fra bunden, fx ryger de vores egen spegepølse, laks og bacon, og de bager og sylter alt selv. 90-100 procent af maden er økologisk, og vi bruger egne krydderurter fra vores tagterrasse.

Vi lægger vægt på, at måltidet er en oplevelse for alle sanser – den skal dufte, smage, anrettes og serveres. Samtidig arbejder vi målrettet med at skabe en god stemning med hygge og ro omkring måltidet. Vi laver nye madplaner hver uge ud fra beboernes ønsker.

Vores 4 værdier

Vores arbejde bygger på fire værdier:

  • Faglighed
  • Fokus på helheden
  • Værdighed for den enkelte
  • Godt arbejdsmiljø.

Bestyrelsen

Rundskuedagen er et selvejende plejehjem med driftsoverenskomst med Københavns Kommune.

Som selvejende plejehjem har vi en bestyrelse, som er øverst ansvarlig for plejehjemmet, mens forstanderen står for den daglige drift og ledelse.

Bestyrelsen består af seks medlemmer og holder møde hvert kvartal.

Samarbejde med pårørende

På Rundskuedagen vil vi meget gerne samarbejde med dine pårørende.

Dine pårørende kender dig og det liv, du hidtil har levet. De kan derfor være med til at sikre, at du fortsat kan leve det liv, du ønsker. 

Dine pårørende er altid velkomne til at komme på besøg, spise med i egen bolig eller deltage i eller arrangere aktiviteter på plejehjemmet.

Beboerdemokrati

På Rundskuedagens Plejecenter lægger vi vægt på, at du og de andre beboeres har indflydelse på jeres hverdag på plejehjemmet.

Vi holder derfor beboermøder hver fjerde måned, hvor vi taler om forskellige emner, der har betydning for hverdagen, fx aktiviteter og mad.

Dine pårørende er velkomne til at deltage i møderne.