Københavns Kommune

Måltider på Hørgården

Her kan du læse om vores mad og måltider.

Vores køkkenmedarbejdere laver mad af friske og hovedsageligt økologiske råvarer.

Vi serverer alt fra frikadeller og tarteletter til varierende gryderetter og hjemmelavet pizza. Vi laver klassikere, der er grønnere og mere klimavenlige, og som er genkendelige og velsmagende.

Forslag til menuen er velkomne

Du og de andre beboere er meget velkomne til at komme med forslag til menuen. Vi forsøger så vidt muligt at tilgodese ønskerne.

Vi har en måltidsgruppe, der mødes en gang om måneden, og som kommer med ris, ros og input til menuplanen. Måltidsgruppen er sammensat af beboere fra de fire plejehjems-afdelinger.

Alle afdelingerne har også mulighed for hver måned at aflevere en ønskeseddel til menuen til køkkenet.

Spis sammen med andre eller i din bolig

Mange beboere vælger at spise sammen, da det er rigtig hyggeligt. Du bestemmer selv, om du vil spise sammen med de andre beboere i vores fælleslokaler, eller om du vil spise din mad i din egen bolig.

Spis i Café Oasen

Vi har også en café, hvor du, dine pårørende og brugere af aktivitetscentret kan købe smørrebrød, varm mad, salater, småretter, kaffe, te og kage. Du kan også købe forskellige mælkeprodukter, is og slik. Caféens mad er varieret, og priserne er rimelige.

Brugere af aktivitetscentret har også mulighed for at købe mad med hjem.

Caféen er åben kl. 11.15-13 med smørrebrød, kl. 11.30-13 er der varm mad, og fra 13.30-14 kan du købe kaffe, te og kage.

Menuplan

Du kan finde månedens menu på opslagstavlen i hver afdeling, i Café Oasen og på infoskærmene rundt omkring i huset.

Det får du at spise og drikke

Fold alle ud

Hovedmåltider

Morgenmaden består blandt andet af hjemmebagt franskbrød, rugbrød, smør, ost, marmelade og surmælksprodukter. Du har også mulighed for at få havregrød og øllebrød.

Frokosten består af rugbrød med pålæg, æg, pålægssalater, fiskepålæg og forskellige lune retter.  Du har også mulighed for at få en grønsagssuppe hver dag.

Aftensmaden består af en varm hovedret og enten en forret eller dessert

Mellemmåltider

Vi serverer forskellige mellemmåltider i løbet af dagen. Mellemmåltiderne vil oftest være kage, boller, rosinbrød, småkager og kiks. Har du særlige behov kan du også få fromager, kakaomælk, frugtgrød eller lignende.

Drikkevarer

Du kan få følgende drikkevarer: vand, mælk, kaffe og te.

Hvis du ønsker øl, sodavand, saft eller vin, skal du selv købe det.

Mad til særlige lejligheder

Vi fejrer højtiderne med god mad.

Til påske arrangerer vi påskefrokost i afdelingerne, i december måned holder vi julefrost med traditionelle julefrokostretter. Juleaften fejrer vi med and, flæskesteg og risalamande.

Derudover holder vi forskellige mærkedage i løbet af året, hvor maden er i centrum. Fx store kagedag, kartoffelfest og OL med fællesspisning.

Særlige diæter

Vi tager højde for individuelle behov ved fx sygdom. Du kan få en speciel diæt, hvis du for eksempel har allergi, er i dialyse eller har tygge-synkebesvær.

Nogle diæter, fx ved fødevareallergi, tilbydes, når en læge har anbefalet det. Har du specielle ønsker til kosten såsom halal eller vegetarmad, er det også muligt at få det.

Spisetider

Morgenmad kl. 8-10
Frokost kl. 12
Aftensmad kl. 17.30

Tidspunkterne kan variere.

Gæster

Dine pårørende eller andre gæster er velkomne til at spise med, hvis de selv betaler for det og tilmelder sig hos personalet senest 3 dage før.

Ernæring, økologi og klima

Vi har fokus på økologisk og klimavenlig mad. Vores mål er, at 90 % af maden skal være økologisk, og at vi skal reducere klimaaftrykket på vores fødevareindkøb med 25 % fra 2018 til 2025.