Måltider på Peder Lykke Centret
På plejehjemmet serverer vi hver dag morgenmad, frokost og aftensmad samt eftermiddags- og aftenkaffe og -te.
Du bestemmer selv, hvor du vil spise dine måltider. Det kan være i fællesskab med de andre beboere i den fælles spisestue den ene dag – og i egen bolig den næste dag.
Køkkenet laver maden ud fra Fødevarestyrelsens anbefalinger. Den primære kostform er 'kost til småtspisende'.
Hvis du som beboer følger en speciel diæt, eksempelvis i forbindelse med KOL, dysfagi, allergi eller dialyse eller har specielle ønsker til kosten såsom halal eller vegetarmad, er det selvfølgelig muligt.
Gæster
Du kan sagtens have gæster til spisning på plejehjemmet. De kan spise med ved måltiderne mod betaling.
Af hensyn til køkkenet er det dog nødvendigt at give besked til medarbejderne på gangen senest klokken 12 tre dage før.
Ernæring, økologi og klima
Vi har fokus på økologisk og klimavenlig mad. Vores mål er, at 90 % af maden skal være økologisk, og at vi skal reducere klimaaftrykket på vores fødevareindkøb med 25 % fra 2018 til 2025.
