Praktisk information
Praktisk information
Din bolig på Aalholmhjemmet er dit eget hjem.
Din familie og venner er derfor altid velkomne til at komme på besøg.
Alle boliger på Aalholmhjemmet har røgalarmer.
I en del boliger og i vores tilbygning er der også sprinkleranlæg, som går i gang, hvis der opstår brand. Derudover har vi udstyr til brandslukning på hver etage.
Aalholmhjemmets medarbejdere er uddannet i, hvad de skal gøre, hvis der opstår brand eller røgudvikling.
På Aalholmhjemmet har vi en række demensteknologier, der giver sikkerhed, tryghed og større bevægelsesfrihed for dig og de andre beboere.
Du kan fx få en demensalarm, som er et armbånd, der registrer, når du forlader plejehjemmet.
Du kan også blive koblet på en GPS-sender, så vi altid kan finde dig og følge dig hjem, hvis du har brug for det.
Vi har også sengealarmer, som alarmerer medarbejderne, hvis du falder, når du står ud af sengen.
Vi har en fodterapeut tilknyttet plejehjemmet, som kommer forbi, når der er brug for det.
Fodterapeuten behandler dine fødder i din egen bolig.
Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid.
Vi har flere forskellige frisører tilknyttet plejehjemmet. De kommer forbi, når der er brug for det, og klipper dig i din egen bolig.
Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid.
Det kan være en god idé at give en af dine pårørende en fuldmagt til fx at læse din Digitale Post, betale din regninger og lignende, hvis du ikke længere selv kan dette.
Vi har ingen faste regler for, om du må have dit eget husdyr med på Aalholmhjemmet. Vi vurderer det i hvert enkelte tilfælde.
Hvis du får lov til at have et husdyr med, skal du dog selv kunne passe det.
Aalholmhjemmet har ikke en fælles indboforsikring for vores beboere. Du skal derfor selv sørge for at tegne en forsikring, hvis du ønsker det.
En bolig på Aalholmhjemmet er din egen bolig.
Du har derfor selv ansvar for at betale husleje, indskud, el, varme, licens m.m., og du medbringer dine egne møbler, billeder, lamper, tv, radio, gardiner osv.
Du skal også tage en fiberdyne og en hovedpude med, som kan vaskes.
Der er plejeseng og loftlift i boligen.
Du står selv for at flytte ind i boligen, indrette den, hænge gardiner op m.m.
Du kan dog søge kommunen om hjælp til flytning, hvis du ikke har nogen pårørende, der kan hjælpe dig, eller hvis du ikke har råd til at betale for et flyttefirma.
Din bolig er både hjem og arbejdsplads
Din bolig er først og fremmest dit hjem. Men den er også arbejdsplads for Aalholmhjemmets medarbejdere. Det betyder, at:
- Der skal være plads til at arbejde
- Der ikke må ligge tæpper i soveværelset
- Vi fraråder tæpper, hvis du bruger kørestol eller lift
- Alle løse tæpper skal være skridsikre.
Huskeliste
- Briller og høreapparat
- Medicin
- Personlige hjælpemidler, fx rollator, lup osv.
- Affaldsspand til køkkenet, gerne ikke-brandbar, fx af metal
- Køkkenudstyr til egen bolig
- Sundhedskort og evt. kort til Sygeforsikringen "danmark"
- Dåbsattest/navneattest og andre personlige papirer
- Skønhedsprodukter, fx parfume, sminke og aftershave
- Personlige toiletartikler inkl. neglesaks og termometer
- Vaskbar dyne og hovedpude
- Håndklæder og viskestykker.
Vi anbefaler, at du medbringer:
- En rigtig god lænestol
- Gardiner og gardinstænger, gerne dem fra din gamle bolig
- Kopper, tallerkener og dug m.m., så du kan dække et hyggeligt kaffebord
- Fotoalbum med billeder af familie og venner
- Ting, der bringer minder frem og har særlig betydning for dig, fx en souvenir fra en rejse, en gave, du har fået, eller en tegning fra dit barnebarn.
Alle boliger har stik til at koble sig på internettet. Du skal dog selv lave en aftale med et selskab om at levere internet.
Når du flytter ind på Aalholmhjemmet, får du tildelt en faglig koordinator. Koordinatorens opgave er at hjælpe dig med at få en god indflytning og falde på plads i dit nye hjem.
Efter 4-6 uger får du en kontaktperson, som sammen med dig og dine pårørende sørger for at skabe rammer, så du kan få et trygt og sammenhængende hverdagsliv. Du aftaler også med din kontaktperson, hvilken hjælp og pleje du har brug for.
Kontaktpersonen inviterer også dig og dine evt. pårørende til en indflytningssamtale, når det passer dig. Samtalen handler om, hvordan det går, og om der er noget, du har brug for, at vi gør anderledes.
Du og dine pårørende kan altid kontakte kontaktpersonen, hvis I har brug for hjælp eller mangler svar på nogle spørgsmål.
Boligerne på Aalholmhjemmet ejes og udlejes af boligselskabet KAB.
KAB sender derfor en lejekontrakt til dig, som du skal underskrive.
KAB sørger også for, at din bolig er istandsat og gjort rent, inden du flytter ind.
KAB kan svare på spørgsmål om husleje og andre boligrelaterede ting.
Du kan vælge at beholde din egen læge, hvis ikke lægen ligger for langt væk fra Aalholmhjemmet.
Du kan også vælge en ny læge i nærheden eller den plejehjemslæge, der er tilknyttet Aalholmhjemmet.
Lægen kommer fast på plejehjemmet ca. én gang om ugen.
Vi vil gerne hjælpe dig, hvis du har brug for hjælp til at få medicin.
Apoteket leverer fast medicin til beboerne på Aalholmhjemmet hver 14. dag. Medicinen er som udgangspunkt dosispakket.
Apoteket leverer også medicin på alle hverdage, hvis du betaler et gebyr for dette.
Hvis du har akut brug for medicin, kan du betale for at få det leveret af et døgnapotek.
Du skal senest melde flytning til Folkeregistret fem dage efter, du er flyttet ind i din nye bolig.
Aalholmhjemmet vil gerne hjælpe dig med at melde flytning, hvis du ønsker det.
Når du flytter ind på Aalholmhjemmet, får du en elektronisk nøgle til din bolig og til plejehjemmets hoveddøre.
Du får også en almindelig nøgle til din værdiboks og din postkasse.
Der hører en postkasse til hver bolig. Det er vigtigt, at du enten selv tømmer den eller laver en aftale med dine pårørende eller personalet om, at de tømmer den.
På Aalholmhjemmet ønsker vi, at dit liv er i overensstemmelse med – og i forlængelse af – dit tidligere liv.
Vi vil derfor rigtig gerne samarbejde med dine pårørende, som kender dig og dit liv.
Det er vores mål, at vi sammen kan skabe de bedste rammer for, at du kan leve det liv, du gerne vil leve.
Alle fællesarealer er røgfrie. Du må dog gerne ryge i dit eget hjem.
Alzheimerforeningen er en patientforening for borgere med demens.
Foreningen tilbyder blandt andet rådgivning, støtte og oplysning om sygdommen.
Du kan bruge Omsorgstandplejen, hvis du fysisk eller psykisk ikke er i stand til at komme hen til en almindelig tandlæge.
Omsorgstandplejen vil sørge for, at dine tænder og proteser bliver undersøgt regelmæssigt og bliver behandlet, når du har brug for det.
Du kan vælge at beholde dit tidligere telefonnummer og teleselskab. Du kan også vælge TDC, som vi har en aftale med.
Det kan være en god idé at lave et plejetestamente, et livstestamente og/eller et behandlingstestamente.
Plejetestamentet er vejledende og beskriver, hvordan du gerne vil leve dit liv, hvis du en dag ikke længere selv er i stand til at give udtryk for det.
Livs- og behandlingstestamenterne handler om dine ønsker for behandling for sygdom.
Hvis du har lavet et pleje-, livs- eller behandlingstestamente, er det en god idé at fortælle plejehjemmet om det, når du flytter ind.
Alle boliger har antennestik til tv.
Den lille kabelpakke er allerede installeret i din bolig, når du flytter ind. Du kan dog vælge den fra, hvis du ikke ønsker den. Du skal dog betale licens, hvis du vil have et tv i din bolig.
Når du flytter ind på Aalholmhjemmet, skal alt dit have mærker på med dit navn.
Personalet sørger for at mærke tøjet, du skal derfor blot aflevere dit tøj til din kontaktpersoner i poser.
Der er en værdiboks i hver bolig, som du får en nøgle til.
Aalholmhjemmet kan ikke tage ansvar for de værdier, du har liggende i din bolig.
På Aalholmhjemmet skal du betale husleje, indskud, el, vand og varme.
Du har også mulighed for at købe en servicepakke, som blandt andet indeholder mad, vask, rengøringsartikler osv.
Du er selv ansvarlig for at betale dine regninger. Vi vil dog gerne hjælpe dig med at tilmelde dine regninger til PBS, så betalingen foregår automatisk.
Nedenfor kan du læse om de udgifter, der er på Aalholmhjemmet.
Husleje og indskud
Boligerne på Aalholmhjemmet koster følgende:
Indskud: 30.200 - 31.100 kr.
Husleje: 8.009 - 8.238 kr.
Huslejen varierer, alt efter hvor stor en lejlighed du flytter ind i. Huslejen er inklusive vand.
Du kan søge om boligstøtte til huslejen og om lån til at betale indskud.
Læs mere om boligstøtte og lån til indskud
Servicepakke
Nedenfor er en liste over de ydelser, vi tilbyder, som du selv skal betale for.
Det er frivilligt, om du vil købe ydelserne. Du skal blot være opmærksom på, at hvis du fravælger nogle af ydelserne, fx mad eller indkøb af toiletartikler, skal du selv stå for at lave mad og købe de ting, du skal bruge.
- Fuld dagskost (drikkevarer er inkluderet i prisen, undtagen kapselvarer) – eller varm hovedret, biret og to mellemmåltider
- Leje og vask af linned
- Toiletartikler
- Rengøringsartikler
- Vinduespudsning.
Den fulde servicepakke på Aalholmhjemmet koster ca. 3.990 kr. om måneden (2020). Københavns Kommune justerer priserne hvert år.
Læs mere om servicepakken og se priser for de enkelte ydelser
Fraflytning
Hvis du vil flytte fra Aalholmhjemmet, skal du opsige din bolig hos vores boligselskab KAB.
Du aftaler de praktiske ting om fraflytning med KAB.
Dødsfald
En plejebolig er ofte din sidste bolig. Derfor er det en rigtig god idé at tale med personalet om evt. ønsker til livsforlængende behandling, indlæggelser m.m.
Det er også en god idé, at du
fortæller personalet, hvis du har særlige ønsker omkring død og begravelse/bisættelse.
Personalet vil, hvis det er muligt, hjælpe dig med at få dine ønsker opfyldt.
Det kan fx være, at du har ønsker til, hvilket tøj du vil begraves i, eller hvilke sange der skal synges. Måske har du også et ønske om at blive begravet eller bisat af en bestemt præst.
Når du dør, skal din bolig tømmes hurtigst muligt. Personalet står for dette, og dine pårørende er meget velkomne til at hjælpe.
Dine pårørende/arvinger kan dog først få dine ting, når skifteretten har behandlet boet og lavet en skifteretserklæring.
Du og dine pårørende er altid velkomne til at kontakte personalet, hvis I har nogen spørgsmål.