Dronning Ingrids Hjem

Praktisk information

Praktisk information

Find forskellige praktiske informationer om indflytning, din økonomi og livet på Dronning Ingrids Hjem.
Besøg

Pga. corona-restriktioner må der komme én primær kontakt på besøg i boligen. Besøget skal foregår med afstand og værnemidler. Alle andre besøg skal foregår udendørs eller i vores besøgsrum som kan bookes her: Book et besøgsrum.

Frisør og fodterapeut
Frisør

Vi har en fast frisør, som kommer ud på plejehjemmet hver onsdag.

Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid.

Fodterapeut

Vi har en række faste fodterapeuter, som kommer ud på plejehjemmet og tilbyder behandling.

Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid.

Fuldmagter

Det kan være en god idé at give en af dine pårørende en fuldmagt til fx at læse din Digitale Post, betale din regninger og lignende, hvis du ikke længere selv kan dette.

Læs mere om fuldmagter

Husdyr

Du må ikke have dit eget husdyr med på Dronning Ingrids Hjem.

Indflytning

En bolig på Dronning Ingrids Hjem er din egen bolig. 

Du har derfor selv ansvar for at betale husleje, indskud, el, varme, licens m.m., og du medbringer dine egne møbler, billeder, lamper, tv, radio, gardiner osv. 

Du skal også tage en dyne og en hovedpude med, som kan vaskes. 

Der er plejeseng i boligen, som du skal bruge.

Du står selv for at flytte ind i boligen, indrette den, hænge gardiner op m.m.

Du skal dog være opmærksom på at indrette boligen, så der er plads til, at medarbejderne kan arbejde i den. Det kan derfor blive nødvendigt at fjerne møbler eller tæpper, så medarbejderne kan komme rundt uden fx at falde. Hvis du bruger kørestol eller lift, kan det betyde, at du ikke kan have tæpper i din bolig. 

Du kan dog søge kommunen om hjælp til flytning, hvis du ikke har nogen pårørende, der kan hjælpe dig, eller hvis du ikke har råd til at betale for et flyttefirma.

Vi melder flytning

Dronning Ingrids Hjem sørger for at melde flytning til Folkeregistret, senest fem dage efter du er flyttet ind i din nye bolig.

Læge

Du kan vælge at beholde din egen læge, hvis ikke lægen ligger for langt væk fra Dronning Ingrids Hjem. 

Vi anbefaler dog, at du skifter læge til Vesterbro Lægehus, som er tilknyttet Dronning Ingrids Hjem. Lægerne fra Vesterbro Lægehuset kommer ud til dig på plejehjemmet, når du har brug for det.

Lejekontrakt og boligselskab

Boligerne på Dronning Ingrids Hjem udlejes af boligselskabet AAB.

AAB sender derfor en lejekontrakt til dig, som du skal underskrive. AAB sørger også for, at din bolig er istandsat og gjort rent, inden du flytter ind.

Kontakt AAB

Alarm og kaldeanlæg

Når du flytter ind på Dronning Ingrids Hjem, får du udleveret et kald med en knap på. Kaldet gør det let for dig altid at få fat på personalet, hvis du har brug for det. 

Du kan enten have kaldet om halsen eller håndleddet.

Mærkning af tøj og ting

Når du flytter ind, får du nogle tøjmærker med dit navn og bolignummer. 

Tøjmærkerne skal du sætte i dit tøj, så vi kan genkende det i forbindelse med vask. 

Det er også en god idé, at du mærker din rollator, stok og andre vigtige ejendele med navn og bolignummer.

Nøgle

Når du flytter ind, får du en nøglebrik til din egen bolig. Du kan få udleveret en ekstra nøglebrik, hvis du har brug for det.

Personlige papirer

Du skal aflevere dit sundhedskort og eventuelt medicinkort til afdelingslederen, når du flytter ind. 

Kontaktperson

Når du flytter ind på Dronning Ingrids Hjem, får du en kontaktperson.

Kontaktpersonen er ansvarlig for, at du får kvalificeret pleje og omsorg i hverdagen, og at dine behov bliver opfyldt.

Det er vigtigt, at der er en god og konstruktiv kontakt mellem dig, kontaktpersonen og dine pårørende. Derfor er det en god ide at aftale et møde, hvor vi snakker om de emner, der er vigtige i forhold til dine ønsker og behov.

Det er også vigtigt for os at vide, hvem vi skal kontakte, hvis der sker noget usædvanligt, eller hvis du har brug for nyt tøj eller at komme til frisør eller speciallæge. 

Livshistorie

Vi vil meget gerne høre din livshistorie. Din historie kan hjælpe os med at give dig pleje og omsorg, som passer til dine ønsker og behov. 

Klippekort: Ekstra hjælp eller tid med en medarbejder

Som beboer på Dronning Ingrids Hjem får du et såkaldt 'klippekort', der giver dig ret til en halv times ekstra hjælp eller tid med en medarbejder hver uge. Du bestemmer selv, hvordan du vil bruge den halve time.

Læs mere og få idéer til, hvad du kan bruge dine klip på

Medicin

Hvis du tager medicin, er det en god idé at tage medicin og medicinliste med, når du flytter ind. 

Det er også vigtigt, at du fortæller personalet om din medicin, så personalet evt. kan hjælpe dig med at opbevare og give dig medicinen. 

Pårørende: Om samarbejdet

På Dronning Ingrids Hjem vil vi meget gerne samarbejde med dine pårørende.

Dine pårørende kender dig og det liv, du hidtil har levet. De kan derfor være med til at sikre, at du fortsat kan leve det liv, du ønsker. 

Dine pårørende er altid velkomne til at komme på besøg, spise med eller deltage i eller arrangere aktiviteter på plejehjemmet.

Hvis dine pårørende vil spise med, ser vi gerne, at I giver besked et par dage i forvejen, så vi kan planlægge efter det.

Rengøring

Vi gør rent i din bolig én gang om ugen.

Rygning

Du må gerne ryge i egen bolig, men ikke på fællesarealer.

Tandlæge: Omsorgstandplejen

Omsorgstandplejen har en klinik på Dronning Ingrids Hjem.

Du kan bruge Omsorgstandplejen, hvis du fysisk eller psykisk ikke er i stand til at komme hen til en almindelig tandlæge.

Omsorgstandplejen vil sørge for, at dine tænder og proteser bliver undersøgt regelmæssigt og bliver behandlet, når du har brug for det.

Læs mere om Omsorgstandplejen

Testamente: Pleje-, livs- og behandlingstestamente

Det kan være en god idé at lave et plejetestamente, et livstestamente og/eller et behandlingstestamente. 

Plejetestamentet er vejledende og beskriver, hvordan du gerne vil leve dit liv, hvis du en dag ikke længere selv er i stand til at give udtryk for det. 

Livs- og behandlingstestamenterne handler om dine ønsker for behandling for sygdom. 

Hvis du har lavet et pleje-, livs- eller behandlingstestamente, er det en god idé at fortælle plejehjemmet om det, når du flytter ind.

Tv

Du får automatisk en tv-grundpakke, når du flytter ind på Dronning Ingrids Hjem.

Grundpakken er en del af din husleje. Hvis du vil tilkøbe flere kanaler, skal du kontakte YouSee.

Kontakt YouSee

Værdiboks

I alle boliger er der en værdiboks, som du får en nøgle til. 

Økonomi

På Dronning Ingrids Hjem skal du betale husleje, indskud, el, vand og varme.

Du har også mulighed for at købe en servicepakke, som blandt andet indeholder mad, vask, rengøringsartikler osv. 

Du er selv ansvarlig for at betale dine regninger, evt. i samarbejde med dine pårørende eller en økonomisk værge. Vi vil dog gerne hjælpe dig med at tilmelde dine regninger til PBS, så betalingen foregår automatisk.

Du har også mulighed for at oprette en lommepengekonto på Dronning Ingrids Hjem, hvor du frit kan indsætte og hæve penge.

Vi svarer også gerne på spørgsmål om økonomi i det omfang, vi kan. 

Nedenfor kan du læse om de udgifter, der er på Dronning Ingrids Hjem.

Husleje og indskud

Boligerne på Dronning Ingrids Hjem koster følgende: 

Indskud: 30.950 kr.
Husleje: 7.964 kr.

Huslejen er inklusive a conto varme, antennebidrag, vask af privat tøj og vand. 

Du kan søge om boligstøtte til huslejen og om lån til at betale indskud. 

Læs mere om boligstøtte og lån til indskud

Servicepakke 

Nedenfor er en liste over de ydelser, vi tilbyder, som du selv skal betale for. 

Det er frivilligt, om du vil købe ydelserne. Du skal blot være opmærksom på, at hvis du fravælger nogle af ydelserne, fx mad eller indkøb af toiletartikler, skal du selv stå for at lave mad og købe de ting, du skal bruge.  

  • Fuld dagskost (drikkevarer er inkluderet i prisen, undtagen kapselvarer) – eller varm hovedret, biret og to mellemmåltider
  • Leje og vask af linned 
  • Toiletartikler 
  • Rengøringsartikler
  • Vinduespudsning.

Den fulde servicepakke på Dronning Ingrids Hjem koster ca. 3.990 kr. om måneden (2020). Københavns Kommune justerer priserne hvert år.

Læs mere om servicepakken og se priser for de enkelte ydelser

Dødsfald

Når en beboer dør, låser vi beboerens bolig.

Medarbejderne sørger for at pakke beboerens ting ned og tømme boligen. De pårørende er velkomne til at hjælpe til med at pakke beboerens ting.

Vi sender en liste til Skifteretten over beboerens ting, kontanter og værdigenstande og opbevarer tingene i vores kælder.

Når Skifteretten har lavet en skifteretsattest, kan de pårørende/arvingerne få udleveret beboerens ting.

Læs mere i vores folder om dødsfald