Københavns Kommune

Praktisk information om Bonderupgård

Find praktiske informationer om blandt andet boligerne, husleje, økonomi og tilbud på Bonderupgård.

Fakta om Bonderupgård

Adresse
Randbølvej 59
2720 Vanløse
Driftsform
Selvejende plejehjem
Ventetid
11,4 måneders gennemsnitlig ventetid
Antal boliger
58
Værelsestype
1-2 værelser og parboliger

Boliger

Vis alle

Om boligerne

Bonderupgård har 58 moderne boliger, hvoraf 46 boliger har to værelser. 

Boligerne er mellem 48-71 kvm og indeholder stue med tekøkken inklusive køleskab, indbyggede skabe, soveværelse med plejeseng samt badeværelse.

Der er lyse trægulve, hvide vægge og fliser på badeværelset. 

Alle boliger har loftslifte, kaldanlæg, kabel-tv og telefonstik. En del af boligerne har fransk altan.

Husleje og økonomi

På Bonderupgård skal du betale husleje, indskud, el, vand og varme.

Husleje 1-rumsbolig: 7.761 - 9.467 kr.
Indskud 1-rumsbolig: 14.853 - 19.949 kr.
Husleje 2-rumsbolig: 9.383 - 10.217 kr.
Indskud 2-rumsbolig: 19.699 - 22.201 kr.

Huslejen varierer, alt efter hvor stor en bolig du flytter ind i. Huslejen er inklusive vand og vask.

Du kan søge om boligstøtte til huslejen og om lån til at betale indskud.

Læs mere om husleje, boligstøtte og lån til indskud

Du kan også købe en servicepakke. Læs om servicepakken under overskriften 'Tilbud'.

Betaling af regninger

Du er selv ansvarlig for at betale dine regninger. Vi vil dog gerne hjælpe dig med at tilmelde dine regninger til PBS, så betalingen foregår automatisk. 

Vi hjælper dig også med at søge om en økonomisk værge, hvis du ikke selv kan varetage din økonomi og ikke har nogen pårørende, der kan hjælpe dig.

Parboliger

I 10 af vores boliger kan der bo par.

Lejekontrakt og boligselskab

Boligerne på Bonderupgård udlejes af boligselskabet KAB.

KAB sender derfor en lejekontrakt til dig, som du skal underskrive. 

KAB sørger også for, at din bolig er istandsat og gjort rent, inden du flytter ind. Derudover er KAB ansvarlig for at vedligeholde boligen.

KAB kan svare på spørgsmål om husleje og andre boligrelaterede ting.

Kontakt KAB (kab-bolig.dk)

Indboforsikring

Bonderupgård har ikke en fælles indboforsikring for vores beboere. Du skal derfor selv sørge for at tegne en forsikring, hvis du ønsker det. 

Husdyr

Du må som udgangspunkt ikke tage dit eget husdyr med på Bonderupgård.

Det er dog muligt at lave en aftale om, at du kan tage en fugl med.

Rygning

Alle fællesarealer er røgfrie. Du må dog gerne ryge i dit eget hjem

Besøg inden indflytning

Du har altid mulighed for at komme og se en bolig, inden du flytter ind.

Kontakt vores kontorfunktionærer

Besøg

Din bolig på Bonderupgård er dit eget hjem. Din familie og venner er derfor altid velkomne til at komme på besøg.

De kan også spise med, hvis de betaler for det. Vær opmærksom på, at der er tilmeldingsfrist. Dine pårørende kan også deltage i eller arrangere aktiviteter på plejehjemmet.

Læs om mad og måltider på Bonderupgård

Læs om hverdagen på Bonderupgård

Parkering og gæstebillet

Parkering i gården er forbeholdt personalet. 

Der er 3 timers fri parkering i området. Hvis du har brug for parkering i længere tid, kan du ringe til 70 80 80 90. Oplys registreringsnummer på din bil, og hvem du besøger, så vil Parkering København sørge for, at I får en gæstebillet.

Indflytning

En bolig på Bonderupgård er din egen bolig. 

Du har derfor selv ansvar for at betale husleje, indskud, el, varme, licens m.m., og du medbringer dine egne møbler, billeder, lamper, tv, radio, gardiner osv.

Du skal også tage en dyne og en hovedpude med, som kan vaskes. Der er plejeseng og madras i boligen.

Du står selv for at flytte ind i boligen, indrette den, hænge gardiner op m.m.

Du må dog ikke have løse ledninger og tæpper og i boligen, da de giver risiko for, at du eller andre kan falde. Det er desuden vigtigt, at du indretter din bolig, så medarbejderne kan arbejde i den. Fx skal der være god belysning både i stuen og soveværelset. 

Indflytningsmappe

Når du flytter ind på Bonderupgård, får du en indflytningsmappe. Mappen beskriver alle de praktiske ting, som er gode at vide, når du skal flytte ind på Bonderupgård.

Fraflytning og dødsfald

En plejebolig er ofte din sidste bolig. Det kan derfor være en god idé at tale med plejehjemmet, hvis du har nogle særlige ønsker i forhold til død og begravelse/bisættelse.

Vi vil så vidt muligt hjælpe dig med at få dine ønsker opfyldt.

Når en beboer dør, skal beboerens bolig behandles i skifteretten, inden de pårørende må få adgang til beboerens ting.

Vi sørger for, at et flyttefirma flytter beboerens ting og opbevarer dem sikkert, indtil skifteretten er færdig med at behandle boet. Udgifterne til flytning og opbevaring betales af boet.

Tilbud

Vis alle

Servicepakke

Du har mulighed for at købe en servicepakke, som blandt andet indeholder mad, vask af tøj, rengøringsartikler osv.

Når du flytter ind, aftaler du med os, hvilke ydelser du ønsker. Det er frivilligt, om du vil købe ydelserne.

Læs mere om servicepakken og se priser

Klippekort

Klippekortet er en ordning, der giver dig mulighed for at få en halv times ekstra hjælp og støtte om ugen.

Læs mere om klippekortet

Frisør

Der er mulighed for at komme til frisøren.

Hun kommer om mandagen, hver 14. dag.

For tidsbestilling, skal man henvende sig til personalet på plejehjemmet eller aktivitetscentret.

Du betaler kontant eller med MobilePay efter hver klipning/betaling.

Fodterapeut

Vi har en fast fodterapeut tilknyttet Bonderupgård. Hun hedder Gitte.

Klinikken er åben tirsdag og efter behov.

Du betaler kontant eller via MobilePay efter hver behandling.

Tidsbestilling

Du kan bestille tid hos vores fodterapeuter på flere måder:

Telefon: 42 66 55 13
E-mail: bayoglynggaard@outlook.dk
Hjemmeside: Book tid (bayoglynggaard.dk)

Personalet vil også gerne hjælpe dig med at bestille tid.

Læge

På Bonderupgård har vi fast huslæge, Mie Strømberg, som kommer en gang om ugen og ved behov.

Omsorgstandpleje

Du kan bruge Omsorgstandplejen, hvis du fysisk eller psykisk ikke er i stand til at komme hen til en almindelig tandlæge.

Omsorgstandplejen vil sørge for, at dine tænder og proteser bliver undersøgt regelmæssigt og bliver behandlet, når du har brug for det.

Læs mere om omsorgstandpleje (voksentandplejen.kk.dk)

Kontaktperson og indflytningssamtale

Når du flytter ind på Bonderupgård, får du en kontaktperson. Du aftaler sammen med din kontaktperson, hvilken hjælp og pleje du har brug for.

Din kontaktperson inviterer dig til en indflytningssamtale, når du har boet på plejehjemmet i ca. fire uger. Samtalen handler om, hvordan det går, og om der er noget, du har brug for, at vi gør anderledes.

Dine pårørende er meget velkomne til at deltage i samtalen, hvis du ønsker det.