Praktisk information om Verdishave
Fakta om Verdishave
2450 København SV
Boliger
Vis alle
Om boligerne
Verdishave har 70 boliger på 69-75 kvm inklusive fællesarealer.
Hver bolig indeholder soveværelse, badeværelse og en stue med et tekøkken og et køleskab. Du har mulighed for at få sat to kogeplader op i køkkenet, hvis du ønsker det.
Boligerne har lyse trægulve, hvide vægge og fransk altan. Ganske få boliger har en lille altan, og boligerne i stueetagen har udgang til vores have.
Alle boliger har desuden loftlifte og plejeseng, nødkald, kabel-tv, internetstik og telefonstik.
Husleje og økonomi
På Verdishave skal du betale husleje, indskud, el, vand og varme.
Husleje: 7.979 - 8.795 kr.
Indskud: 29.603 - 32.135 kr.
Huslejen varierer, alt efter hvor stor en lejlighed du flytter ind i. Huslejen er inklusive vand, a conto varme og antennebidrag. Du betaler el til Ørsted.
Du kan søge om boligstøtte til huslejen og om lån til at betale indskud. Vi hjælper dig gerne med at søge.
Læs mere om husleje, boligstøtte og lån til indskud
Du kan også købe en servicepakke. Læs om servicepakken under overskriften 'Tilbud'.
Betaling af regninger
Du er selv ansvarlig for at betale dine regninger. Vi vil dog gerne hjælpe dig med at tilmelde dine regninger til PBS, så betalingen foregår automatisk.
Dankortautomat
På Verdishave har vi en dankortautomat ved køkkenet, hvor du kan hæve maks. 500 kroner.
Beboerkonto
Du har også mulighed for at få en beboerkonto på plejehjemmet, hvor du kan indsætte og hæve penge, når du har brug for det.
Vi hjælper dig med at oprette kontoen, hvis du ønsker en.
Lejekontrakt og boligselskab
Boligerne på Verdishave udlejes af boligselskabet Domea København.
Domea sender derfor en lejekontrakt til dig, som du skal underskrive. Domea sørger også for, at din bolig er istandsat og gjort rent, inden du flytter ind.
Besøg
Verdishave er beboernes hjem. Derfor er familie, venner og bekendte altid velkomne, når du som beboer ønsker det.
Indflytning
En bolig på Verdishave er din egen bolig.
Du har derfor selv ansvar for at betale husleje, indskud, el, varme, licens m.m., og du medbringer dine egne møbler, billeder, lamper, tv, radio, gardiner osv.
Du skal også tage en fiberdyne og en hovedpude med, som kan vaskes. Der er plejeseng, sengetøj og håndklæder i boligen.
Du står selv for at flytte ind i boligen, indrette den, hænge gardiner op m.m.
Fraflytning og dødsfald
Mange spørgsmål trænger sig på, når en beboer dør. Vi har derfor lavet en lille pjece, som kan give svar på, hvad der sker i de første døgn, efter en beboer er død.
Du kan få udleveret pjecen af personalet.
Verdishaves medarbejdere hjælper meget gerne med at svare på spørgsmål og dele deres erfaringer og viden.
Plantegning
Tilbud
Vis alle
Servicepakke
Du har mulighed for at købe en servicepakke, som blandt andet indeholder mad, vask, rengøringsartikler osv.
Når du flytter ind, aftaler du med os, hvilke ydelser du ønsker. Det er frivilligt, om du vil købe ydelserne.
Klippekort
Klippekortet er en ordning, der giver dig mulighed for at få en halv times ekstra hjælp og støtte om ugen.
Frisør og fodterapeut
Verdishave har ikke tilknyttet en bestemt frisør eller fodterapeut til plejehjemmet, men vi vil gerne hjælpe dig med at ringe og aftale en tid hos en frisør eller fodterapeut.
Der ligger flere frisørsaloner tæt på plejehjemmet, hvor vi gerne vil følge dig hen. Det er også muligt, at frisøren eller fodterapeuten kommer hjem til dig i din bolig.
Læge
Vores læge kommer fast på plejehjemmet én gang om ugen.
Omsorgstandpleje
Du kan bruge Omsorgstandplejen, hvis du fysisk eller psykisk ikke er i stand til at komme hen til en almindelig tandlæge.
Omsorgstandplejen vil sørge for, at dine tænder og proteser bliver undersøgt regelmæssigt og bliver behandlet, når du har brug for det.
Kontaktperson og indflytningssamtale
Når du flytter ind på Verdishave, får du en kontaktperson.
Kontaktpersonen inviterer dig til en indflytningssamtale sammen med en afdelingssygeplejerske. Dine pårørende er også meget velkomne til at deltage i samtalen, hvis du ønsker det.
Indflytningssamtalen skal hjælpe os med at lære dig bedre at kende, så vi kan give dig den hjælp og støtte, du har brug for.
Din kontaktperson kommer til at kende dig rigtig godt. Han eller hun er dog ikke altid på arbejde.
Derfor fortæller han eller hun afløseren om, hvad I normalt gør sammen, og hvad du godt kan lide, så din pleje kommer til at ligne sig selv så meget som muligt.