Slottet

Praktisk information

Praktisk information

Find forskellige praktiske informationer om indflytning, din økonomi og livet på Slottet.
Besøg

Din bolig på Slottet er dit eget hjem.

Din familie og venner er derfor altid velkomne til at komme på besøg. De kan også spise med, hvis de betaler for det.

Frisør og fodterapeut

Slottet har ikke en frisør på plejehjemmet, men der er mulighed for at få besøg af en frisør udefra. Personalet kan hjælpe dig med at få kontakt til en frisør.

Plejehjemmet har fodterapeuter tilknyttet Slottet. Personalet kan hjælpe dig med at bestille tid.

Fuldmagter

Det kan være en god idé at give en af dine pårørende en fuldmagt til fx at læse din Digitale Post, betale din regninger og lignende, hvis du ikke længere selv kan dette.

Læs mere om fuldmagter

Indflytning

En bolig på Slottet er din egen bolig. 

Du har derfor selv ansvar for at betale husleje, indskud, el, varme, licens m.m., og du medbringer alle dine egne møbler, billeder, lamper, tv, radio, gardiner osv. 

Du skal også tage en dyne og en hovedpude med, som kan vaskes.

Der er plejeseng og skabe i boligen.

Du står selv for at flytte ind i boligen, indrette den, hænge gardiner op m.m.

Du kan dog søge kommunen om hjælp til flytning, hvis du ikke har nogen pårørende, der kan hjælpe dig, eller hvis du ikke har råd til at betale for et flyttefirma.

Slottet har ikke en forsikring, der dækker ved tyveri m.m. i din bolig. Du skal derfor beholde din egen indboforsikring.

Indflytningsmappe

Når du flytter ind på Slottet, får du en indflytningsmappe. Mappen indeholder alle de vigtige ting, du skal vide, når du flytter ind.

Klippekort: Ekstra hjælp eller tid med en medarbejder

Som beboer på Slottet får du et såkaldt 'klippekort', der giver dig ret til en halv times ekstra hjælp eller tid med en medarbejder hver uge. Du bestemmer selv, hvordan du vil bruge den halve time.

Læs mere og få idéer til, hvad du kan bruge dine klip på

Kontaktperson og indflytningssamtale

Når du flytter ind på Slottet, får du en kontaktperson. Du aftaler sammen med din kontaktperson, hvilken hjælp og pleje du har brug for. 

Kontaktpersonen inviterer dig til en indflytningssamtale, når du har boet på plejehjemmet i ca. fire uger. Samtalen handler om, hvordan det går, og om der er noget, du har brug for, at vi gør anderledes.

Dine pårørende er meget velkomne til at deltage i samtalen, hvis du ønsker det.

Lejekontrakt og boligselskab

Boligerne på Slottet udlejes af boligselskabet FA09.

FA09 sender derfor en lejekontrakt til dig, som du skal underskrive. FA09 sørger også for, at din bolig er istandsat og gjort rent, inden du flytter ind.

Kontakt FA09 på telefon: 43 46 09 51

Læge

Du kan vælge at beholde din egen læge, hvis ikke lægen ligger for langt væk fra Slottet.

Vi anbefaler, at du vælger en af de to læger, der er tilknyttet plejehjemmet. De hedder Alexander Tetzlaff og Birgitte Bibow (Lægerne på Strøget, ydernummer 1589).

En af lægerne kommer fast på plejehjemmet én gang om ugen.

Læs, hvordan du skifter læge

Meld flytning

Du skal senest melde flytning til Folkeregistret fem dage efter, du er flyttet ind i din nye bolig.

Slottet vil gerne hjælpe dig med at melde flytning, hvis du ønsker det.

Meld selv flytning her

Pårørende: Om samarbejdet og pårørendemøder

De fleste beboere ønsker, at vi samarbejder med deres pårørende, hvilket vi værdsætter og har gode erfaringer med.

Dine pårørende kender dig og det liv, du har levet, og kan derfor også være med til at finde ud af, hvordan du kan leve det liv, du ønsker. 

Dine pårørende er altid velkomne til at komme på besøg, spise med eller deltage i eller arrangere aktiviteter på Slottet.

Vi holder også pårørendemøder uden beboere, da vi ved, det kan være vanskeligt at være pårørende. Under møderne kan pårørende udveksle erfaringer med hinanden.

Tandlæge: Omsorgstandplejen

Du kan bruge Omsorgstandplejen, hvis du fysisk eller psykisk ikke er i stand til at komme hen til en almindelig tandlæge.

Omsorgstandplejen vil sørge for, at dine tænder og proteser bliver undersøgt regelmæssigt og bliver behandlet, når du har brug for det.

Læs mere om Omsorgstandplejen

Testamente: Pleje-, livs- og behandlingstestamente

Det kan være en god idé at lave et plejetestamente, et livstestamente og/eller et behandlingstestamente. 

Plejetestamentet er vejledende og beskriver, hvordan du gerne vil leve dit liv, hvis du en dag ikke længere selv er i stand til at give udtryk for det. 

Livs- og behandlingstestamenterne handler om dine ønsker for behandling for sygdom. 

Hvis du har lavet et pleje-, livs- eller behandlingstestamente, er det en god idé at fortælle plejehjemmet om det, når du flytter ind.

Økonomi

På Slottet skal du betale husleje, indskud, el, vand og varme.

Du har også mulighed for at købe en servicepakke, som blandt andet indeholder mad, vask rengøringsartikler osv. 

Du er selv ansvarlig for at betale dine regninger. Vi vil dog gerne hjælpe dig med at tilmelde dine regninger til PBS, så betalingen foregår automatisk. 

Nedenfor kan du læse om de udgifter, der er på Slottet.

Husleje og indskud 

Boligerne på Slottet koster følgende:  

Indskud: 11.689 - 15.396 kr.
Husleje: 4.787 - 6.047 kr. 

Huslejen varierer, alt efter hvor stor en bolig du flytter ind i. Huslejen er inklusive el, a conto varme og vand.

Du kan søge om boligstøtte til huslejen og om lån til at betale indskud. Vi hjælper dig gerne med at søge. 

Læs mere om boligstøtte og lån til indskud

Servicepakke 

Nedenfor er en liste over de ydelser, vi tilbyder, som du selv skal betale for. 

Det er frivilligt, om du vil købe ydelserne. Du skal blot være opmærksom på, at hvis du fravælger nogle af ydelserne, fx mad eller indkøb af toiletartikler, skal du selv stå for at lave mad og købe de ting, du skal bruge.  

  • Fuld dagskost (drikkevarer er inkluderet i prisen, undtagen kapselvarer) – eller varm hovedret, biret og to mellemmåltider
  • Vask af privat tøj og linned
  • Toiletartikler 
  • Rengøringsartikler 
  • Vinduespudsning.

Den fulde servicepakke på Slottet koster ca. 4.182 kr. om måneden (2020). Københavns Kommune justerer priserne hvert år.

Læs mere om servicepakken og se priser for de enkelte ydelser

Aktivitetspakke og kulturklub

På Slottet kan du også købe en aktivitetspakke, som koster 80 kr. om måneden.

Pengene går til ture, fx Tivoli, Den Blå Planet, ZOO og forskellige arrangementer på Slottet, fx musikcafé, hjemmebag, vin til søndagsmiddagen, sommerbar m.m.

Vi har også en kulturklub, som koster 95 kr. om måneden. 

I kulturklubben tager vi fx på museer, i biografen, til koncert og andre kulturelle aktiviteter.

Dødsfald

Når en beboer dør, tømmer vi beboerens bolig inden for to hverdage. Beboerens ting bliver opbevaret i kælderen.

Vi indsender evt. kontakter til Københavns Kommunes regnskabsafdeling, som udbetaler pengene, når Skifteretten har frigivet boet. 

Pårørende må gerne være med til at pakke beboerens ting ned, hvis de ønsker det. De kan dog først få udleveret tingene, når Skifteretten har lavet en skifteretsattest.

De pårørende skal hente beboerens ting, senest en måned efter Skifteretten har lavet en skifteretsattest.