Håndværkerforeningens Plejehjem

Praktisk information

Praktisk information

Find forskellige praktiske informationer om indflytning, din økonomi og livet på Håndværkerforeningens Plejehjem.
Besøg

Din bolig på Håndværkerforeningens Plejehjem er dit eget hjem. Din familie og venner er derfor altid velkomne til at komme på besøg. De kan også spise med, hvis de betaler for det.

Frisør og fodterapeut

Håndværkerforeningens Plejehjem har en selvstændig frisør, som har sin egen salon på plejehjemmet.  

Vi har også en fodterapeut, som kommer fast plejehjemmet, når der er brug for det.

Personalet vil gerne hjælpe dig med at bestille tid hos frisøren eller fodterapeuten.

Du betaler kontant.

Fuldmagter

Det kan være en god idé at give en af dine pårørende en fuldmagt til fx at læse din Digitale Post, betale din regninger og lignende, hvis du ikke længere selv kan dette.

Læs mere om fuldmagter

Hæveautomat: Hæv penge på plejehjemmet

Du kan hæve penge på plejehjemmet med et Visa/Dankort, hvis du selv kan din kode.

Du har også mulighed for at få oprettet en beboerkonto, hvor du kan indsætte og hæve penge uden at bruge kode.

Du kan hæve penge hver dag mellem klokken 9-14.

Indflytning

En bolig på Håndværkerforeningens Plejehjem er din egen bolig.

Du har derfor selv ansvar for at betale husleje, indskud, el, varme, licens m.m., og du medbringer dine egne møbler, billeder, lamper, tv, radio, gardiner osv.

Du skal også tage en dyne og en hovedpude med, som kan vaskes.

Der er plejeseng og skabe i boligen.

Du står selv for at flytte ind i boligen, indrette den, hænge gardiner op m.m.

Du kan søge kommunen om hjælp til flytning, hvis du ikke har nogen pårørende, der kan hjælpe dig, eller hvis du ikke har råd til at betale for et flyttefirma.

Du må dog ikke lægge tæpper på gulvene, da du kan falde i dem. Alle ledninger skal sættes fast på paneler eller sættes i skinner på væggen.

Du er velkommen til at hænge billeder op på billedskinnen i stuen. Du må ikke banke hul i væggen, medmindre du aftaler det med vores pedel.

Indflytningsmappe

Du får en indflytningsmappe, inden du flytter ind på Håndværkerforeningens Plejehjem. I mappen står alle de praktiske ting, du har brug for at vide.

Internetcafé

Vi har en internetcafé på plejehjemmet med to computere, som du kan bruge frit. 

Kaldeanlæg

Vi har et kaldeanlæg, hvor du kan ringe op til personalet og tale med dem.

Klippekort: Ekstra hjælp eller tid med en medarbejder

Som beboer på Håndværkerforeningens Plejehjem får du et såkaldt 'klippekort', der giver dig ret til en halv times ekstra hjælp eller tid med en medarbejder hver uge. Du bestemmer selv, hvordan du vil bruge den halve time.

På Håndværkerforeningens Plejehjem hænger vi et synligt klippekort op på skabet i din bolig. Her kan du se, hvor mange klip du har brugt, og hvor mange klip du har tilbage. Du kan også se, hvad du har brugt klip på.

Læs mere og få idéer til, hvad du kan bruge dine klip på

Kontaktperson og indflytningssamtale

Når du flytter ind på Håndværkerforeningens Plejehjem, får du en kontaktperson. Du aftaler sammen med din kontaktperson, hvilken hjælp og pleje du har brug for.

Kontaktpersonen inviterer dig til en indflytningssamtale, når du har boet på plejehjemmet i ca. fire uger. Samtalen handler om, hvordan det går, og om der er noget, du har brug for, at vi gør anderledes. 

Dine pårørende er meget velkomne til at deltage i samtalen, hvis du ønsker det.

Kæledyr

Du må ikke have dit eget husdyr med på Håndværkerforeningens Plejehjem. 

Flere medarbejderne tager dog ofte deres mindre hunde med på arbejde til stor glæde for beboerne.

Købmand på plejehjemmet

Vi har en lille købmand på plejehjemmet, hvor du kan handle. Hvis du ønsker en vare, som ikke er i butikken, kan vi bestille den hjem til dagen efter.

Der er desuden 500 meter til en Netto.

Læge

Du kan vælge at beholde din egen læge, hvis ikke lægen ligger for langt væk fra Håndværkerforeningens Plejehjem. Du kan også vælge en ny læge i nærheden.

Vi hjælper dig gerne med at skifte læge. Du skal blot udfylde et aftaleskema om lægeskift og aflevere det til personalet, senest fem dage efter du er flyttet ind.

Læs, hvordan du selv skifter læge

Meld flytning

Du skal senest melde flytning til Folkeregistret fem dage efter, du er flyttet ind i din nye bolig.

Håndværkerforeningens Plejehjem vil gerne hjælpe dig med at melde flytning, hvis du ønsker det.

Meld selv flytning her

Pårørende: Om samarbejdet

Hos Håndværkerforeningens Plejehjem vil vi meget gerne samarbejde med dine pårørende.

Dine pårørende kender dig og det liv, du hidtil har levet. De kan derfor være med til at sikre, at du fortsat kan leve det liv, du ønsker.

Dine pårørende er altid velkomne til at komme på besøg, spise med eller deltage i aktiviteter på plejehjemmet. Vi opfordrer alle pårørende til at være en aktiv del af livet på Håndværkerforeningens Plejehjem, fx at melde sig som frivillig i vores frivillighedsforening.

Vi inviterer desuden dig, de andre beboere og jeres pårørende til møde to gange årligt. 

Rengøring

Du får gjort rent én gang om ugen. Hvis du er utilfreds med rengøringen, opfordrer vi til, at dine pårørende hjælper til.

Tandlæge: Omsorgstandplejen

Du kan bruge Omsorgstandplejen, hvis du fysisk eller psykisk ikke er i stand til at komme hen til en almindelig tandlæge.

Omsorgstandplejen vil sørge for, at dine tænder og proteser bliver undersøgt regelmæssigt og bliver behandlet, når du har brug for det.

Læs mere om Omsorgstandplejen

Testamente: Pleje-, livs- og behandlingstestamente

Det kan være en god idé at lave et plejetestamente, et livstestamente og/eller et behandlingstestamente. 

Plejetestamentet er vejledende og beskriver, hvordan du gerne vil leve dit liv, hvis du en dag ikke længere selv er i stand til at give udtryk for det. 

Livs- og behandlingstestamenterne handler om dine ønsker for behandling for sygdom. 

Hvis du har lavet et pleje-, livs- eller behandlingstestamente, er det en god idé at fortælle plejehjemmet om det, når du flytter ind.

Økonomi

På Håndværkerforeningens Plejehjem skal du betale husleje, el, vand og varme.

Du har også mulighed for at købe en servicepakke, som blandt andet indeholder mad, vask, rengøringsartikler osv. 

Du er selv ansvarlig for at betale dine regninger. Vi vil dog gerne hjælpe dig med at tilmelde dine regninger til PBS, så betalingen foregår automatisk. 

Du kan hæve penge på plejehjemmet med et Visa/Dankort, hvis du selv kan din kode. Du har også mulighed for at få oprettet en beboerkonto, hvor du kan indsætte og hæve penge uden at bruge kode. Du kan hæve penge hver dag mellem klokken 9-14.

Nedenfor kan du læse om de udgifter, der er på Håndværkerforeningens Plejehjem.

Husleje

Huslejen på Håndværkerforeningens Plejehjem bliver udregnet ud fra dine indtægter og udgifterne til at drive plejehjemmet.

Din husleje reguleres hvert år, da dine indtægter og plejehjemmets udgifter kan ændre sig fra år til år. 

Huslejen trækkes fra din pension, inden den bliver udbetalt.

Du kan ikke få boligstøtte til en bolig på Håndværkerforeningens Plejehjem, da din husleje allerede er udregnet ud fra dine indtægter.

Læs, hvordan huslejen bliver udregnet

Servicepakke 

Nedenfor er en liste over de ydelser, vi tilbyder, som du selv skal betale for.

Det er frivilligt, om du vil købe ydelserne. Du skal blot være opmærksom på, at hvis du fravælger nogle af ydelserne, fx mad eller indkøb af toiletartikler, skal du selv stå for at lave mad og købe de ting, du skal bruge.  

  • Fuld dagskost (drikkevarer er inkluderet i prisen, undtagen kapselvarer) – eller varm hovedret, biret og to mellemmåltider
  • Vask af privat tøj 
  • Leje og vask af linned 
  • Toiletartikler 
  • Rengøringsartikler 
  • Vinduespudsning.

Den fulde servicepakke på Håndværkerforeningens Plejehjem koster ca. 4.172 kr. om måneden (2020). Københavns Kommune justerer priserne hvert år.

Læs mere om servicepakken og se priser for de enkelte ydelser

Dødsfald

Vi følger Københavns Kommunes retningslinjer for, hvordan vi skal forholde os, når en beboer dør. 

Vi sørger for at pakke beboernes ting sammen med de pårørende.  

De pårørende skal komme med 5-10 flyttekasser, som vi kan pakke tingene ned i. Håndværkerforeningens Plejehjem opbevarer tingene, indtil Skifteretten har lavet en skifteretsattest.

Herefter udleverer vi beboerens ting til de pårørende/arvingerne.